Forsker: Regeringens børnepengeforslag skubber ansvaret over på børnene

Forslaget om økonomisk straf til forældre risikerer at ramme de forkerte og gøre problemerne værre.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede i går, torsdag, regeringens udspil "Ét Danmark uden parallelsamfund - ingen ghettoer i 2030" ved et pressemøde i Mjølnerparken, der er at finde på regeringens ghetto-liste. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Hvis barnet pjækker for meget i folkeskolen, så kommer det til at gå ud over forældrenes pengepung.

Sådan lyder et af tiltagene i regeringens parallelsamfundsudspil, der blev fremlagt torsdag.

Konkret foreslår regeringen, at hvis et barn i folkeskolen uden gyldig grund har mere end 15 procents fravær i løbet af et kvartal, skal næste kvartals børnepenge bortfalde.

Selvom forslaget er en del af regeringens ghettoudspil, lægges der op til, at forslaget om økonomisk straf for fravær skal gælde for alle folkeskoleelever og deres familier i hele landet.

Men det lægger et alt for tungt ansvar over på børnene.

Det mener Hanne Knudsen, der er lektor i pædagogisk ledelse ved DPU, Århus Universitet.

- Jeg kan få helt ondt i maven over for det ansvar, som børnene kan risikere at få for familiens økonomi, siger hun.

- Når jeg tænker på de familier, jeg har set rundt omkring i landet, så har et barns høje fravær været forårsaget af mange andre ting end pjækkeri. Det kan være mobning, en mor eller far, der har fået en depression, eller generel mistrivsel hos barnet. Ofte er de familier, der har et barn med højt fravær, i forvejen meget udsatte. Det her forslag gør det ikke nemmere for dem.

Ødelægger tilliden

Ifølge regeringen skal forslaget styrke forældreansvaret og reducere fraværet blandt eleverne.

Men det kan tværtimod ende med at forværre forældrenes samarbejde med skolen, forklarer Hanne Knudsen.

- Jeg er nervøs for, at det her forslag kan gå ud over tilliden, siger hun.

- Det er en ærgerlig signalværdi, at man fra udgangspunktet går ud fra, at forældrene ikke prøver at tage et ansvar. Problemet er, at der kun er et svar: Forældrene gør det ikke så godt, som de kan. Men hvad hvis det er noget andet? Jeg har ikke mødt forældre, der ikke gør, hvad de kan for deres børn.

Forældrepålæg

Idéen med bøder til forældre er ikke ny.

I 2006 fik kommunerne muligheden for at anvende et såkaldt forældrepålæg. Det skulle tydeliggøre forældres ansvar i forbindelse med udsatte børns adfærd og udvikling og holde dem ude af en kriminel løbebane.

Forældre kunne eksempelvis blive pålagt at deltage i barnets forældremøder eller deltage i forældreprogrammer.

Hvis kommunen vurderede, at den aftale ikke blev overholdt, kunne de som konsekvens skære i børnebidraget.