Et dansk guldalder-maleri af en halvblottet bagdel, badende hippier og senest et ikonisk billede af en nøgen, napalmforbrændt pige fra Vietnamkrigen.
Eksempler med billeder og andet indhold, der fjernes af Facebook, har sat gang i diskussionen om, hvor det sociale medies ret til at redigere indhold går.
Og ifølge Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), er Facebook flere gange gået langt over stregen. I dagens udgave af Jyllands-Posten blander formanden sig sammen med en række samfundsdebatører i debatten om den amerikanske mediegigants fremfærd.
- Det ærgrer mig, når Facebook fjerner helt almindelige billeder og kommentarer, siger hun til DR Nyheder.
Pia Kjærsgaard har selv to gange oplevet at blive udelukket af det sociale medie.
Den ene gang fordi, hun i en hektisk debat om grænsekontrol skrev "dumt og naivt" om den daværende statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) politik. Og i et andet tilfælde blev et billede af Pia Kjærsgaards hund blokeret af det sociale medie, fortæller hun.
- Jeg synes klart, det er en trussel mod ytringsfriheden og en underlig bestemmende måde i forhold til Facebook. Det er jo min Facebook, som jeg bør bestemme, hvad der skal på. Så skal der ikke sidde nogen fjernt fra mig, der ikke har fattet, hvad det går ud på, som fjerner mine opslag og udelukker mig, siger hun.
Blokering af Vietnam-billede overrasker
Fredag valgte Facebook at trække i land på blokeringen af et ikonisk billede fra Vietnamkrigen. Det skete efter massivt pres fra den norske avis Aftonposten, og efter at billedet, der viser en nøgen pige flygte fra et napalmangreb, under stor protest var blevet fjernet af Facebook fra den norske statsminister Erna Solbergs Facebook-side.
Mere end tre millioner danskere er nu på Facebook, og mange danske politikere bruger også i stor stil det sociale medie til at kommunikere og sprede budskaber.
Seneste eksempel var, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i august fremlagde dele af regeringens 2025-plan eksklusivt via Facebook, før den fulde plan blev præsenteret på et pressemøde dagen efter.
Men Pia Kjærsgaard mener ikke, at politikerne er med til at tillægge Facebook magt ved selv at gøre brug af tjenesten.
- Politikere har altid et ansvar. Men jeg kan ikke se noget som helst anstødeligt i, at man bruger Facebook til debat, som eksempelvis Lars Løkke, siger hun og forsætter:
- Men der er ingen politikere, der ved deres fulde fem ville lægge noget på, som, man ved, bliver fjernet af Facebook, siger hun.
Men er det ikke også vigtigt, at Facebook tager ansvar for eget indhold og bruger ressourcer på at fjerne muligt upassende indhold, hvis de så samtidig sørger for at rette eventuelle fejl?
- Men det gør de jo kun, fordi det er kendte personer, det drejer sig om. Jeg er ret overbevist om, at hvis hr. og fru Hansen oplevede det samme, så ville det ikke blive rettet. Det er jo kun fordi, det har vakt en interesse og debat, som ikke har været god for dem (Facebook, red.), siger Pia Kjærsgaard.
DR Nyheder har uden held forsøgt at få en kommentar fra Facebook, som ikke ønsker at stille op til interview. Facebook henviser i stedet til generelle retningslinjer og til skriftlige svar givet i en anden artikel i Jyllands-Posten.