Spillerne skal tænke over, hvordan de fremstår, når de råber "store patter" efter en sejr og se på deres eget regelsæt på området, der siger, at landsholdspillerne er rollemodeller.
Sådan lyder anbefalingen fra Fodboldens Etiske Råd, efter man i dag har diskuteret, om det er i orden, at herrelandsholdet i fodbold siger "store patter" i deres kampråb.
- Vi synes, at spillerne skal forholde sig til det, de har sagt og diskutere, om det er den rigtige måde at fejre en sejr på. Det har åbenbart haft en negativ virkning, så det er det, der er vores opfordring, siger formand Per Larsen og fortsætter:
- Vi er ikke oppe på den øverste bjergtop, når vi snakker etiske grundholdninger og regelsæt, men vi har diskuteret sagen og konstateret, at den har givet anledning til en masse støj på linjerne, og derfor skal vi forholde os til den.
Sagen har tråde tilbage til november måned, hvor landsholdet vandt 5-1 over Irland. Efter VM-kvalifikationen var i hus, delte DBU en video på deres officielle Twitterprofil, hvor landsholdet sang deres kampråb.
- Hvem var det, der vandt i dag. Det var dem fra Danmark af. Hey hey hey. Store patter, lød det fra landholdsspillerne.
Også spilleren Mathias Zanka Jørgensen lagde en video op på sin Facebookprofil, hvor landsholdet sang og fejrede sejren.
Ordentlige toner i Danmark
Fodboldens Etiske Råd har ikke nogen magt over DBU, men kan komme med rådgivende udtalelser.
I går sagde kommunikationschef i Dansk Boldspil-Union (DBU) Jakob Høyer, at man vil lytte til vejledningen fra det etiske råd, men at der næppe bliver lavet om på kampråbet.
- Det er store drenge og mænd, der har råbt det her i årevis. Der er ingen sexistiske undertoner i det. Selv om vi har mange rammer for landsholdet, tror jeg ikke, vi vil diktere, hvilken sang de synger i omklædningsrummet, siger Jakob Høyer.
DBU's såkaldte 'Code of Conduct' indeholder blandt andet 11 retningslinjer, som alle landsholdsspillere forventes at efterleve. En af dem er, at "Vi er forbilleder døgnet rundt, året rundt – både på banen, i byrummet og på sociale medier".
Og det er blandt andet den regel, som det etiske råd mener, at DBU og landsholdsspillerne bør tænke over.
- Vi har opfordret til, at spillerne ser på deres regler om, hvordan man skal opføre sig, når man spiller for Danmark. Der står blandt andet, at man skal tage højde for, at man er en rollemodel især for børn og unge, siger Per Larsen og fortsætter:
- Vi har sagt til resten af fodboldverdenen, at vi synes den skal tage og kigge på de etiske grundholdninger, så vi får nogle ordentlige toner i Danmark - uden at tage stilling til, om denne sag er at træde over grænsen eller ej. Det giver behov for refleksion, og det er det, vi har opfordret dem til.