Flygtninge og migranter, der i går og i dag er ankommet til Danmark, forsøger at slippe væk fra politiet.
Omkring 60 af de personer, der ankom søndag, har forladt hotellet "Stop and Sleep" med ét eneste formål: Sverige.
- Der er lidt forvirring lige nu, men de er gået et par kilometer nu og er ved at være inde i selve Rødby by, siger Trine Maria Ilsøe, DR Nyheders retskorrespondent.
De omkring 60 personer ledsages af politi.
Da dr.dk taler med Trine Maria Ilsøe forsøger politiet at dele vand ud:
- De vil ikke tage imod vandet. De virker meget bange for politiet. De tror måske, vandet er forgiftet, sigter Trine Maria Ilsøe.
- Jeg ved ikke, hvad planen er nu, om der skal rekvireres en bus, om de bliver stoppet, eller hvad der sker, siger hun.
Se, hvordan det ser ud lige her:
Flugt ad motorvejen
De omkring 140 migranter og flygtninge, der omkring klokken 10.30 ankom til Rødby Færgehavn Station, er begyndt at flygte. Det fortæller Camilla Faurholdt-Löfvall, der er DR Nyheders reporter på stedet.
- De var ved at tømme toget, og havde overstået størstedelen, da der pludselig står en stor mængde på perronen og råber "Kom, kom til Sverige." Derefter løber de ud over skinnerne og forbi hotellet, hvor flygtninge var indlogeret i nat, fortæller hun.
Da de nåede motorvejen bredte et par betjente armene ud for at advare mod, at det var farligt. Men lige lidt hjalp det. 100-150 flygtninge går lige nu langs motorvejen mod nord.
Dialog er vores vigtigste virkemiddel
Til Ritzau fortæller Kim Kliver, politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falster Politi:
- De har en opfattelse af, at de gerne selv vil bestemme, hvor de vil hen, men det får vi styr på. De skal tilbage til den sagsbehandling, som vi er i færd med.
Politiinspektøren understreger, at politiet har styr på flygtningene, og at man følger dem uden at bruge magt.
- Det er en løbende proces. Vi er ved dem, for selvfølgelig har politiet styr på tingene. Vi håndterer det med dialogen, som er vores vigtigste virkemiddel, siger Kim Kliver til Ritzau.