Flygtede for 60 år siden: Skiftede pen og papir ud med gevær

I udkanten af Østerbro sidder Peter Eszterhás på sjette etage.

Han kan se Lyngbymotorvejen i det fjerne, og for halvandet år siden var der også motorvej på hans nethinde. Dengang var det flygtninge, der vandrede på de danske motorveje.

- De er arme mennesker. Når man er så fortvivlet, at den mulige druknedød i Middelhavet ikke standser dem, så stopper en motorvej dem heller ikke, siger han.

For 60 år siden flygtede han selv til Danmark fra Ungarn. Det er med den bagage, at han ser forundret og fortvivlet på modtagelsen af flygtninge i dagens Europa.

Han forstår godt, at folk bliver utrygge, når der kommer større mængder af flygtninge. Det er naturligt. Samtidig har han også på egen krop mærket en flygtnings desperation og kamp.

Opstanden mod overmagten

I dag for 60 år siden tager Peter Eszterhás’ liv en markant drejning.

Han begynder dagen som 2.g’er på et gymnasium i Ungarns hovedstad Budapest. Om aftenen står han med gevær og molotovcocktails i hånden for at bekæmpe sovjetiske tropper.

Han havde godt fornemmet, at der var noget i gærde, da han tog i skole om morgenen, så han pjækker efter et par timer.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5807c813a11f9f1300c4d291

Ude på gaden deltager han i protesterne, der hurtigt udvikler sig.

- Man var allerede i gang med at save i en statue af Stalin med en nedstryger, husker han.

Ungarn havde været besat af Sovjetunionen, siden landet tabte 2. Verdenskrig sammen med tyskerne.

Peter Eszterhás hadede regimet. Hans far havde været tre år i koncentrationslejr uden rettergang eller forklaring, så det var naturligt for den 16-årige gymnasieelev at deltage i protesterne.

Om aftenen foran regimets avisbygning brænder folk aviser og skrifter af Stalin, Marx og Lenin og ungarske kommunister.

En lastbil med unge folk kører til stedet og deler våben ud til folk.

- Der var en ung arbejderpige, der gav mig et gevær. Og så stod jeg der med et gevær, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle bruge, siger Peter Eszterhás.

De næste dage deltager han i kampene mod de sovjetiske tropper uden at sove.

Sovjetiske kampvogne skyder direkte ind i en folkemængde den 25. oktober, og kampene spidser til, indtil de sovjetiske tropper forlader Ungarn.

Ungarerne tror, at de har besejret Sovjet, og landet melder sig ud af Warszawa-pagten.

Flygter via Østrig

Den 4. november vågner Peter Eszterhás ved, at lysekronen i familiens hjem svinger fra side til side og glas og vaser klirer.

De sovjetiske kampvogne invaderer Budapest ved daggry den 4. november og nedkæmper al modstand i løbet af kort tid.

Peter Eszterhás tilslutter sig sine kampfæller igen, men indser snart, at han er nødt til at gå under jorden i de ungarske bjerge.

- Hvis jeg blev grebet, var der to muligheder. Enten kom jeg til at hænge for enden af et reb, eller også ville jeg blive slået sønder og sammen i et fængsel, siger han.

En bondemand giver ham lidt penge, og han tager med toget fra Budapest mod den østrigske grænse. I rygsækken har en pistol og et par håndgranater. Han har ingen papirer på sig.

Kom til Danmark: Havde de sagt Timbuktu, så havde jeg taget til Timbuktu

Han kommer til flygtningelejren Eisenstadt i Østrig, som i forvejen er godt fyldt op.

Allerede da opstanden gik i gang, begyndte flygtningestrømmen, og 200.000 ungarere flygtede.

Forholdene i lejren er kummerlige, og Peter Eszterhás vil gerne væk derfra så hurtigt som muligt.

- Der var flere, som begik selvmord. Folk kom op at slås. Beskyldte hinanden for at være stikkere, og det var et helvede, siger han.

Efter et par dage får folk tilbudt at komme til Danmark, og Peter Eszterhás melder sig med det samme. Han vil væk for enhver pris.

- Hvis de havde sagt Timbuktu, så havde jeg taget til Timbuktu. Jeg skulle bare væk derfra, siger han.

Danmark har i første omgang sagt ja til at modtage 1.000 flygtninge, og i Wien står toget Danicaekspressen klar.

Da han kommer op i toget, tænker han for første gang for alvor på sin familie.

- Det gik op for mig, at jeg var ”on my own”. Det havde jeg aldrig prøvet før, siger han.

Ved Padborg har politifolk, toldere, statsbanefolk og lokale forberedt en stor velkomst af toget med Peter Eszterhás og de andre flygtninge.

”Kong Christian Stod Ved Højen Mast” og den ungarske nationalmelodi bliver spillet af et hornorkester. Folk giver wienerbrød og blomster og løber jublende imod toget.

- Jeg tudbrølede, og det var ikke kun mig. Også voksne flygtninge og de danskere, der tog imod os, husker han.

Lærte dansk på højskole

Sammen med 270 andre flygtninge kommer Peter Eszterhás til Hald Ege ved Viborg. De unge flygtninge uden forældre kommer til Hald Hovedgård, hvor undervisningen i dansk hurtigt går i gang.

Efter en uge kommer hans far også til Danmark, og de bliver genforenet.

Alle unge bliver spurgt til deres evner og fremtidsdrømme. Peter Eszterhás er trods sin unge alder sikker på, at han vil være skuespiller.

Han får et ophold på den traditionsrige Askov Højskole, hvor han synger morgensang og lærer om Grundtvig og Oehlenschläger.

- Jeg begyndte at få en fornemmelse af dansk kultur, og mit sprog blev 1000 gange bedre, fordi jeg kun snakkede dansk, siger han.

Han mener, at højskoleophold kunne være vejen frem for bedre integration af de unge uledsagede flygtninge i Danmark i dag.

- Det vil give de mennesker en oplevelse og en mulighed for at blive integreret, siger han og kalder det en bedre løsning end integrationsprøver:

- Det er ikke integration at stikke et hæfte i hovedet på folk og sige til dem, at hvis du ikke kan lære det her udenad, så kan du ikke blive dansk statsborger, mener han.

Instruerede Gøngehøvdingen

Det lykkes Peter Eszterhás at komme ind på Aarhus Teaters elevskole og blive uddannet skuespiller.

Senere bliver han instruktør, og han har blandt andet instrueret Gøngehøvdingen og serien Alle elsker Debbie.

På mange måder har han klaret sig godt i det danske samfund, selvom om flugten fra Ungarn har præget ham.

- I begyndelsen græd jeg meget, særligt om natten. I hemmelighed selvfølgelig, for store drenge græder ikke. Jeg led af det, som man i dag, kalder PTSD, siger han.

Hans mor kom til Danmark i 1963, mens hans storesøster blev i Ungarn.

Vreden mod Ungarn og den danske behandling af flygtninge

I dag oversætter Peter Eszterhás ungarsk litteratur til dansk. For præcis 20 år siden, da 40-året for Ungarns opstand blev fejret, fik han en hædersmedalje for sit arbejde med at udbrede ungarsk litteratur.

Han var også med til at fejre 50 årsdagen for opstanden i 2006, og datoen den 23. oktober er i dag Ungarns nationaldag.

Selvom datoen normalt er en festdag for Peter Eszterhás, så tager han ikke til Budapest i år. Han er blevet inviteret, men hans svar i telefonen var klart.

- Jeg sagde ikke nej tak, men klart og tydeligt nej, siger han.

Han har fulgt den politiske udvikling i Ungarn med gru. Han er rørende uenig med Ungarns nuværende premiereminister Viktor Orbán fra det nationalkonservative parti Fidesz.

Peter Eszterhás kritiserer blandt andet, at en oppositionsavis i Ungarn lige er blevet lukket, og at valgreglerne, ifølge Peter Eszterhás, er blevet mere udemokratiske.

Han forstår heller ikke, at mange ungarere har glemt, at de selv har flygtninge i familien. Landets lange historie med 2. Verdenskrig, besættelsen og opstanden har sendt mange på flugt.

Det står i kontrast til de hegn, som landet har sat op langs grænserne mod Serbien og Kroatien.

Peter Eszterhás er nu dansk statsborger. Han mener, at man i dagens debat godt kan bruge erfaringerne fra modtagelsen af de ungarske flygtninge.

- Man sørgede for, at langt de fleste hurtigst muligt fik en anstændig bolig og et arbejde, siger han og minder om, at arbejdsløsheden i 1950’ernes Danmark var langt højere end i dag.

I to år har han ikke sat sine ben i Ungarn. Da den russiske præsident Putin besøgte Ungarn og Viktor Orbán i 2015, blev landets udvikling for meget for ham.

Putin gæstede et mindesmærke for de faldne sovjetiske soldater i kampen mod de ungarske oprørere.

For Peter Eszterhás er det et symbol på, at Ungarns politikere i dag ikke forstår arven fra kampen om et frit Ungarn.

- Det er en sorgens dag i dag. Er det dét, som vi har kæmpet for i 1956? Er det dét, som mange har ofret deres liv for? Det er det bestemt ikke, siger han.

Blå bog: Peter Eszterhás