Modtagelsen var overvældende, da toget med de første ungarske flygtninge kom til Danmark i 1956.
- De blev betragtet som heltemodige frihedskæmpere. Ved Padborg stod politimænd, toldere og statsbanefolk klar, og de løb frem med fremstrakte arme mod kupévinduerne for at byde velkommen, siger Dan Ersted Møller, der er museumsinspektør ved Viborg Museum.
1.400 flygtninge er et langt lavere antal end de flygtninge Danmark senere hen har modtaget. Alligevel mener han, at vi kan bruge historien til at give perspektiv på nutiden.
- Det er altid godt at have historien som et spejl for de udfordringer, man står med nu - også selvom nutiden rummer en mere kompliceret dagsorden end for 60 år siden, siger han.
Måske de bedst integrerede
De 1.400 flygtninge i Danmark blev fordelt på 16 lejre rundt om i landet.
Museumsinspektør Dan Ersted Møller har indgående kendskab til særligt de 270 flygtninge, der i første omgang kom til Hald Ege ved Viborg.
Hans studier viser, at langt de fleste klarede sig godt.
- Selvom arbejdsløsheden var høj i Danmark på det tidspunkt, så lykkedes det alligevel at få en stor del af de arbejdssøgende ungarere i arbejde i løbet af kort tid, siger han.
Ungarerne kom uden papirer, men hos de danske fagforeninger kunne de aflægge prøve, der beviste deres færdigheder. Deres kvalifikationer bliver sendt til alle arbejdsanvisningskontorer i landet. Det skaffede mange i arbejde.
De flygtede fra et diktatur
Ungarns opstand mod Sovjetunionen begyndte den 23. oktober 1956 - altså præcis for 60 år siden.
Den 16-årige gymnasieelev Peter Eszterhás begyndte dagen i klasselokalet i Budapest, men om aftenen kæmpede han med gevær og molotovcocktails mod sovjetiske tanks.
- Det var ikke mig, der bestemte længere. Det var stemningen og begivenhederne, der rev mig med sig, siger han.
Han flygtede til Danmark og kom til Hald Ege. Han blev senere skuespiller og instruktør og har blandt andet instrueret Gøngehøvdingen.
Ungarerne var trætte af den sovjetiske indflydelse i landet, men Sovjet kæmpede al modstand ned, og over 200.000 ungarere flygtede.
Det var den største flygtningestrøm i Europa efter 2. Verdenskrig. 4.000 mennesker døde under opstanden.