Flere og flere lande dropper AstraZeneca-vaccine til ældre, men i Danmark har man endnu ikke meldt ud

Den nye vaccine fra AstraZeneca er i meget lille grad testet på personer over 55.

Mens lande som Sverige, Belgien, Polen og Frankrig har besluttet, at deres ældre ikke skal modtage AstraZenecas corona-vaccine, venter danske ældre stadig på en udmelding fra Sundhedsstyrelsen. (Foto: © Jason Cairnduff/Reuters/Ritzau Scanpix)

Mandag begynder de første vacciner fra AstraZeneca at rulle ind over landets grænser, og Sundhedsstyrelsen har endnu ikke meldt ud, om den svensk-engelske medicinalgigants vaccine også skal bruges på personer over 65 år.

Det har man ellers i både Sverige, Polen, Frankrig og senest Belgien, der har besluttet, at vaccinen ikke skal bruges på ældre personer. Også sundhedsmyndighederne i Tyskland har vurderet, at usikkerheden omkring vaccinen fra AstraZeneca var for stor.

- Man har ikke haft deltagere nok over 55 år i de kliniske studier, så man har ikke data nok til at se, hvor effektiv vaccinen er for ældre, fortæller Camilla Foged, professor ved Institut for Farmaci på Københavns Universitet.

Udover det dårlige datagrundlag står det klart, at AstraZeneca-vaccinen kun er omkring 60 procent effektiv mod henholdsvis 95 og 94,1 procent for de to vacciner fra Pfizer og Moderna. Derfor har Camilla Foged også en klar anbefaling til Sundhedsstyrelsen.

- Når vi har to andre rigtig gode vacciner, så synes jeg, at vi skal prioritere at give dem til vores ældre.

Og en vaccines effektivitet kan sagtens falde, når målgruppen bliver ældre. Kigger man på en helt almindelig influenza-vaccine virker den eksempelvis i 50-70 procent af tilfældene hos yngre raske mennesker. Og kun i 30-50 procent af tilfældene hos ældre.

Derfor er AstraZenecas manglende data også et problem, siger Camilla Foged.

- Jeg vil råde Sundhedsstyrelsen til at kigge tallene rigtig godt igennem. Jeg synes, man skal være meget forsigtig med at bruge medicin, der ikke er gennemtestet.

Ældre vil ikke have AstraZeneca

Og den manglende data på den ældre målgruppe er også noget, der i den grad skaber usikkerhed blandt de personer på over 65, der - som tingene ser ud nu - allerede kan få vaccinen fra på mandag.

- Der er flere, der fortæller os, at de simpelthen ikke ønsker at modtage en AstraZeneca-vaccine, og at de i stedet ønsker at vente til de får en, der beskytter bedre og er gennemtestet, fortæller Rikke Hamfeldt, der er seniorkonsulent ved Ældresagen.

Flere af de ældre frygter, at et stik med den mindre effektive AstraZeneca-vaccine ikke vil ændre noget for dem.

- Mange er bekymrede for, at deres håb om at få deres livskvalitet tilbage forsvinder, hvis de får en vaccine fra AstraZeneca, for så føler man sig ikke tryg nok til, at man ikke skal isolere sig, siger Rikke Hamfeldt.

Derfor opfordrer man også Sundhedsstyrelsen til at målrette de mest effektive vacciner til de mest udsatte.

- Jeg vil sige, at vi håber da meget, at der snart kommer en udmelding, men det er et frygteligt dilemma, fordi vi jo kun har et begrænset antal vacciner, og det kan derfor få indflydelse på hele vaccinekalenderen.

Vaccineplan afhænger af beslutningen

Og lige præcis vaccinekalenderen kan blive ramt hårdt, hvis vi går i Sveriges fodspor og vælger ikke at bruge den på personer over 65, vurderer DR's sundhedsanalytiker Anders Heissel.

- Danmark har en aftale om AstraZeneca om vacciner til 1,6 millioner danskere. Derfor betyder det rigtig meget for vaccineplanen, hvis den kun kan bruges på personer under 65. Langt de fleste, der skal vaccineres, er jo ældre, siger han.

Alligevel skyder Anders Heissel på, at vi kommer til at følge i fodsporene på lande som Sverige, Frankrig og Belgien.

- Det vil være oplagt, at Danmark på lige fod med de andre lande kun anbefaler vaccinen til personer under 65.

Han understreger samtidigt, at der skal til at træffes en beslutning.

- De har travlt. Allerede fra på mandag vil 20.000 danskere kunne få vaccinen fra AstraZeneca, siger Anders Heissel.

Sundhedsstyrelsen fortæller i en mail til DR, at de regner med at melde ud, hvordan AstraZeneca-vaccinen vil indgå i vaccinationsplanen senere på ugen.

De skriver dog på deres hjemmeside, at du ikke selv kan bestemme, hvilken vaccine du får. Det er udelukkende op til Sundhedsstyrelsen.