Der er stille i de indre farvande.
Dødstille, hvis man spørger både fritidsfiskere og fagfolk.
- Store dele af vores indre farvande er grundlæggende en kirkegård, siger Torben Kaas, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund.
For eksempel Vejle Fjord, hvor biologer de seneste år har undersøgt livet i fjorden. De har blandt andet optaget 70 timers video, som afslørede én enlig skrubbe på fjordbunden.
- En sund fjord burde afsløre mange, mange flere fladfisk, siger biolog og projektleder Klaus Balleby fra Vejle Kommune.
Skræmmende tendens
Biolog Klaus Balleby kalder resultatet "skræmmende", og det underbygges af lokale amatørfiskeres erfaringer.
I løbet af februar og marts har de med 100 fiskegarn fanget tre skrubber.
- For 20-30 år siden havde vi nok kunnet sætte tre garn og fange 100 skrubber. Men der er vi slet ikke idag. Det er frustrerende. Det går den forkerte vej, siger Klaus Balleby.
Bekymringen deler de hos Danmarks Sportsfiskerforbund
- Det er som om, at havet er ved at give op. Robustheden er simpelthen forsvundet, siger forbundets biolog, Kaare Ebert.
Forskere ved DTU Aqua bekræfter tendensen om, at der er færre fisk på bunden af indre farvande.
DTU Aqua er for nylig gået i gang med at kortlægge problemets omfang, som endnu ikke kendes. Derfor er der ingen konkrete tal, der viser, hvor meget bestandene er formindsket.
Op til 30 fisketure uden bid
De ganske få fisk får også flere til helt at droppe fisketuren.
Sådan oplever de det i Danmarks Sportsfiskerforbund.
Under corona-pandemien voksede antallet af medlemmer. Men de forsvinder nu igen.
Ifølge formanden spiller det ind, at folk vender tilbage til gamle vaner efter pandemien, og at inflationen lige nu får mange til at spare på fritidsinteresserne.
Men der er mere til forklaringen, mener formand Torben Kaas:
- Der er ikke fisk derude, og så holder folk selvfølgelig op igen, siger Torben Kaas.
Ifølge ham er det ikke unormalt at være ude at fiske 20-30 gange i træk uden at fange en eneste fisk.
- Det kan en garvet lystfisker måske godt leve med, fordi man ved, at det kan lade sig gøre nogle gange. Men som ny fisker er det jo voldsomt demotiverende, at man slet ikke fanger noget, siger Torben Kaas.
Flere steder er der lokale initiativer for at puste nyt liv i fjorde og andre indre farvande.
I Vejle Fjord har de for nyligt plantet 105.000 ålegræs. Ålegræs nedbryder de næringsstoffer, der ellers kvæler liv i fjorden, og det lange græs i vandet giver fisk gode leve- og gemmesteder.
Hvis du ser godt efter i klippet nedenfor, kan du få øje på den enlige skrubbe, som blev optaget i de 70 timers video fra bunden af Vejle Fjord. Optagelser: Vejle Kommune