Fedmeforsker: Overvægtige er ikke dumme og udisciplinerede

Det er fortsat et stort tabu, når folk er svært overvægtige, siger forsker.

- Når man siger til en, at han eller hun vejer for meget, bliver det lidt det samme som at sige, at de ikke kan finde ud af at løfte ansvaret selv, siger adjunkt Bodil Just Christensen. (Foto: © Lucas Jackson, Scanpix)

Trykket på danskernes badevægte stiger og stiger.

Alligevel har vi stadig svært ved at tale med hinanden, når vægten tager overhånd.

Også selvom det er vores egen søster, tætteste arbejdskollega eller bedste ven, der er blevet bekymrende tyk.

Det siger adjunkt Bodil Just Christensen, der forsker i overvægt og vægttab ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

Ifølge hende skyldes berøringsangsten i høj grad, at der hersker en misforståelse om, at den svære overvægt udelukkende er et udtryk for slap selvkontrol.

- Hvis du vejer for meget, så er fortællingen typisk, at du enten spiser for meget eller motionerer for lidt. Den almene opfattelse er, at hvis du er for stor, så kan du jo selv gøre noget ved det, siger hun.

51 procent af den voksne befolkning i Danmark er moderat eller svært overvægtige. (Foto: © Lærke Kromann (Illustration), DR Nyheder)

Opfattes som en anklage

Ifølge Bodil Just Christensen vil det derfor ofte blive opfattet som en anklage, hvis man påpeger, at en person er overvægtig.

Uanset om det bliver sagt i bedste mening og for at drage omsorg.

- Når man siger til en, at han eller hun vejer for meget, bliver det lidt det samme som at sige, at de ikke kan finde ud af at løfte ansvaret selv, fordi den almene opfattelse er, at overvægt er et spørgsmål om at tage sig sammen, siger hun.

Men svær overvægt er en kompleks sag, og der kan være utallige årsager til, at en person bliver for tyk, påpeger hun.

- Der er utrolig mange forskellige måder at blive stor på. Det kan blandt andet afhænge af din genpulje. Du kan også have et stresset arbejdsliv, hvor det er svært at presse træning ind, du kan være opdraget til at spise for fedt, stå midt i en livskrise, eller du kan have tendens til at 'spise på dine følelser', siger Bodil Just Christensen.

Hun tilføjer, at mange svært overvægtige faktisk ønsker at tabe sig.

- Og når de ikke gør det, så er det ikke, fordi de er dumme eller udisciplinerede. Det er fordi, der er nogle omstændigheder i deres liv, som gør, at de har taget de kilo på, som de for alt i verden gerne vil af med igen, siger hun.

ANDEL SVÆRT OVERVÆGTIGE DER ØNSKER AT LEVE SUNDERE

  • Vil gerne spise sundere: 61,2 % mænd og 72,5 % kvinder

  • Vil gerne være mere fysisk aktive: 67,3 % mænd og 74,3 % kvinder

  • Vil gerne tabe sig: 46,3 % mænd og 65,8 % kvinder

Store kroppe tager lang tid at bygge

Ifølge Bodil Just Christensen er det også værd at bemærke, at samfundet i dag er indrettet på en måde, hvor man risikerer at blive overvægtig, hvis man ikke gør en indsats.

Eksperterne pointerer, at mange danskere hver morgen sætter sig bag rattet og kører i bil til jobbet i stedet for at cykle, at flere og flere tilbringer arbejdsdagen på en kontorstol eller vælger rulletrappen frem for at gå selv, og at adgangen til usunde fødevarer med masser af sukker og fedt er blevet lettere.

SVÆR OVERVÆGT I DANMARK

  • Andelen af svært overvægtige er på syv år steget fra 13,6 procent til 16,8 procent.

  • Stigningen ses hos mænd såvel som kvinder og i alle aldersgrupper.

  • Svær overvægt kan medføre følgesygdomme som type 2-diabetes, hjertekarsygdomme, flere kræftformer, søvnapnø, reproduktionsproblemer, psykosociale problemer og tidlig død.

Men tilbage til udgangspunktet.

Hvorfor er det så svært at sige til selv sine nærmeste, at deres vægt har taget overhånd?

Bodil Just Christensen har et bud:

- De meget store kroppe tager lang tid at bygge, for man går jo ikke fra at veje 72 kilo til pludselig at veje 160 kilo et år efter. Og til sådan en person kan det næsten virke fornærmende, hvis man går over og siger: "Jeg er bekymret for dig, for du vejer for meget". De ved det jo godt. Imellem linjerne er det svært ikke at høre et "du har nok ikke helt forstået det, så nu skal jeg nok komme og hjælpe dig. Og tag dig så sammen".

Men hvordan kan vi så få taget hul på samtalen, når vægten stiger alarmerende hos en af vores nærmeste?

Det kræver ifølge Bodil Just Christensen, at selve forståelsen af overvægt bliver langt mere nuanceret, end den er i dag.

- Det er nødvendigt, at vi begynder at se på overvægt som noget, der ikke kun er den enkeltes ansvar, hvis det skal blive mindre tabubelagt at tale om, siger hun.

Se video: Bestemmer dit BMI, om du er sund eller ej?

Alle tal i artiklen er trukket fra Den Nationale Sundhedsprofil 2017