FDM: Nu bliver det nemmere at komme i nærheden de store familiebiler

Prisen på en Volkswagen Passat vil for eksempel falde med næsten 60.000 kroner.

- Vi tror, at denne ændring vil være med til at flere vælger, hvad der ville være en almindelig familiebil i udlandet, siger afdelingschef for FDM Torben Kusk Lund. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Der er smil at spore hos både bilforhandlere og hos forbrugerorganisation FDM, efter at regeringen og Dansk Folkeparti har landet en aftale om at sænke afgiften på biler.

Den sænkede afgift vil særligt kunne mærkes på større biler og mellemklassebiler som for eksempel en Volkswagen Passat, en Opel Astra eller en Peugeot 308.

- Det betyder, at navnlig de lidt større familiebiler – som i udlandet er ganske almindelige familiebil – nu er lidt nemmere for danskerne at komme i nærheden af, siger Torben Lund Kusk, afdelingschef i forbrugerorganisationen FDM, der mener, at de lavere afgifter tydeligt vil kunne ses i danskernes bilvalg:

- De sidste to års afgiftsnedsættelser har betydet, at danskerne så småt er begyndt at købe lidt større biler, og vi tror også, at denne ændring vil være med til at flere vælger, hvad der ville være en almindelig familiebil i udlandet, siger han.

Større biler over disken

Hos Volkswagen Amager glæder man da sig også til at slå dørene op for kunderne i morgen efter flere uger, hvor forhandlingsprocessen om bilafgiften har sat en kæp i hjulet på bilsalget.

- Jeg regner da med, at forretningen er fuld af kunder, der vil bestille en ny bil i morgen. Det ser vi frem til. Det er massive besparelser, der er på nogle af bilerne, og det tror jeg bestemt, vi kommer til at kunne mærke, siger Rolf Hillers, filialchef i Volkswagen Amager.

Ifølge regeringens egne beregninger vil prisen på en Volkswagen Passat falde med 58.300 kroner, en Golf vil blive 25.000 kroner billigere, og for en Volkswagen Touran skal kunderne lægge 42.100 kroner mindre.

- Jeg tror, at vi får solgt nogle større biler, og forhåbentligt også, at vi vil få solgt noget mere ekstraudstyr og noget sikkerhedsudstyr, siger Rolf Hillers.

Savner teknisk baseret afgift

Som det ser ud i dag, er registreringsafgiften på en bil afhængig af bilens værdi. For en bil på op til 106.600 kroner skal der betales en afgift på 105 procent, mens der for biler, der er dyrere, skal betales en afgift på 150 procent.

Med den nye aftale vil den lave afgift ryge ned på 85 procent, mens den høje afgift forbliver den samme - men nu skal den såkaldte værdibaserede afgift så kombineres en faktor, der tager hensyn til bilens miljøpåvirkning og dens sikkerhedsudstyr.

Og både hos FDM og hos den samlede bilbranchevækker de nye afgiftsregler som udgangspunkt glæde, fordi den tilgodeser biler, der er sikre og mere miljøvenlige. Men de er også enige om, at der skulle have været mere fokus på teknikken.

- FDM havde tre principper, vi arbejdede for. Det var lavere, løbende og mere tekniske afgifter. Alle tre elementer er faktisk med i aftalen, men det er klart, at vi er først rigtig glade, den dag vi har en afgift på et meget lavere niveau, og hvor vi har en fuldt teknisk afgift, hvor det ikke er bilens værdi, der afgør, hvor meget man skal betale i afgift, siger Torben Kusk Lund.

HER FÅR DU OVERBLIK OVER AFTALEN.

  • Sådan ændres bilafgifterne:

  • * Den lave afgiftssats sænkes fra de nuværende 105 procent til 85 procent.

  • * Den høje sats fastholdes på de nuværende 150 procent, men grænsen for, hvornår den høje sats træder i kraft, det såkaldte skalaknæk, hæves markant fra de nuværende 106.600 kroner til 185.000 kroner.

  • * Foruden den generelle nedsættelse øges det eksisterende fradrag i registreringsafgiften for de sikreste biler fra de nuværende 2000 kroner til fremover 8000 kroner.

  • * Fradraget gives til biler, der opnår de maksimale fem stjerner i den internationale sikkerhedstest Euro NCAP.

  • * Afgiftstillægget for biler med dårlig brændstoføkonomi øges fra i dag 1000 kroner til 6000 kroner, mens grænsen for, hvornår en bil opnår fradrag for god brændstoføkonomi øges for både benzin- og dieselbiler.

  • Foruden aftalen om bilafgifter, er der indgået aftale om følgende:

  • * Den fynske motorvej mellem Nørre Aaby og Odense Vest udvides med et tredje spor.

  • * Taksterne for at passere Storebælt skal sænkes gradvist, så der skæres en fjerdedel af prisen.

  • Her finder regeringen pengene:

  • * Leasingreglerne skal strammes.

  • * Der skal også fastsættes et loft over den afgiftsmæssige fordel, der kan opnås som følge af, at eksempelvis flåderabatter kan indregnes i den afgiftspligtige værdi ved indregistrering af nye køretøjer.

  • * Den årlige grønne ejerafgift forhøjes også med 500 kroner, samtidig med at der indføres nye trin. Forhøjelsen gælder kun for biler, som bliver indregistreret efter lovforslagets fremsættelse den 3. oktober 2017.

  • * Regeringen og Dansk Folkeparti er endvidere enige om at indføre periodebaserede vejafgifter i Danmark for person- og varebiler. Der er tale om ordning efter tysk forbillede. Afgiften kan betales ved køb af en vignet, der gælder f.eks. 10 dage, to måneder eller et år. For danske biler vil afgiften kunne opkræves én gang årligt sammen med de øvrige løbende afgifter.

  • * Danske bilister kompenseres i gennemsnit for vejafgiften gennem lavere øvrige bilafgifter. Dette tiltag indrettes således, at den tilvejebringer et provenu på 0,3 milliarder kroner fra 2020. Kilder: Finansministeriet