Farlige piller koster tusindvis af menneskeliv i USA: Hvad går 'opioidkrisen' ud på?

Et dødsensfarligt og afhængighedsskabende misbrug har i årtier skabt store udfordringer i USA.

Et udpræget misbrug af særligt fentanyl har i flere år skabt markante udfordringer i USA. Det koster tusindvis af mennesker livet hvert år. (Foto: © Jae C. Hong, Associated Press)

Rettelse: Det har tidligere fremgået, at USA's center for folkesundhed så en stigning i brugen af heroin efter år 2021. Det korrekte årstal – 2010 – fremgår nu.

I årevis har USA kæmpet mod en afhængighed af opioider, der er skyllet ind over landet i flere bølger, og som hvert år ender med dødsfald, der skal måles i titusindvis.

Problemet bliver omtalt som en regulær sundhedskrise og som landets største og farligste narko-epidemi til dato.

Også herhjemme skaber opioider udfordringer. Som DR har fortalt de seneste dage, oplever behandlingssteder landet over, at flere unge under 30 henvender sig med et misbrug af receptpligtig medicin. Og flere unge dør med opioider i blodet.

Det er især stærke og afhængighedsskabende piller som oxycontin og tramadol, der har vundet indpas herhjemme. De samme præparater har skabt store udfordringer i USA.

Ifølge professor og centerleder ved Center for Global Kriminologi på Københavns Universitet, Henrik Vigh, skaber tendensen nervøsitet herhjemme, fordi brugen kan få vidtrækkende konsekvenser.

- For når kroppen vænner sig til opioiderne, skal man hele tiden gå et trin op for at få et stof, der er endnu stærkere. Det er USA et skræmmeeksempel på, forklarer han.

Her er brugen af eksempelvis oxycontin blevet afløst af endnu farligere og endnu mere afhængighedskabende stoffer.

1

Hvad går krisen ud på?

I en række amerikanske delstater er det ikke et særsyn, at misburgere falder i søvn på gaden efter indtag af fentanyl. Her er en 36-årig hjemløs mand i Los Angeles. (Foto: © Jae C. Hong, Associated Press)

Siden slutningen af 1990erne har USA været udfordret af den såkaldte "opioidkrise."

Forskellige former for opioider, der normalt bruges til at smertebehandle patienter, har landet over gjort helt almindelige amerikanere til misbrugere.

Forskellige stoffer har afløst hinanden, og sikkert er det, at de med tiden er blevet stærkere, mere vanedannende og mere dræbende.

I første omgang var det piller som oxycontin, der blev populære hos amerikanerne. Læger udskrev dem i hobetal, og i takt med den store interesse, voksede et illegalt marked frem.

Ifølge USA's center for folkesundhed, Center for Disease Control and Prevention, blev pillerne efter 2010 i stor stil erstattet af heroin, der også stammer fra opiumsvalmuen, fra narkokarteller.

Tre år senere - i 2013 - var det så det syntetiske smertestillende stof fentanyl, der for alvor oversvømmede de amerikanske gader. En betydelig del stammer fra mexikanske narkokarteller og er 50 gange stærkere end heroin.

2

Hvor mange liv koster det?

A rally, organized by Lost Voices of Fentanyl, advocates for additional border security while highlighting overdose victims, outside of the White House in Washington, U.S., September 23, 2023. REUTERS/Elizabeth Frantz (Foto: © ELIZABETH FRANTZ, Ritzau Scanpix)

Amerikanske myndigheder anslår, at der hver dag er 150 amerikanere, som dør af en fentanyl-overdosis.

Det stærke præparat er lige nu den helt store synder, men opioider i det hele taget - både piller, heroin og fentanyl - resulterer sammenlagt i tusindvis af overdosis dødsfald hvert år.

Myndighederne anslår, at opioider fra 1999 og frem til 2021 har kostet i omegnen af 645.000 menensker livet. Og alene i perioden fra 2021 til 2022 har opioider resulteret i mere end 100.000 dødelige overdoser i USA.

3

Hvordan står det til?

Da de to præsidenter, USA's Joe Biden og Kinas Xi Jinping, mødtes tidligere i november, drøftede de USA's problemer med fentanyl. (Foto: © Kevin Lamarque, Ritzau Scanpix)

Det omfattende misbrug i USA sætter dagligt et tydeligt spor på gadebilledet i en række delstater. Blandt andet i Philadelphia, hvor flere medier har dokumenteret, at det ikke længere er et særsyn, at misbrugere ligger på gader og stræder bedøvede af fentanyl.

Ifølge DR's USA-korrespondent Philip Khokhar, er det et emne, der bekymrer mange amerikanere.

Emnet er en varm kartoffel, som har indtaget en central plads på den politiske dagsorden.

Da to af verdens mest magtfulde politikere, USA's præsident Joe Biden og Kinas Xi Jinping, mødtes tidligere i november, drøftede de krisen.

Flere af fentanyls ingredienser kommer fra kinesiske fabrikker, og landene har i forvejen en aftale om, at færdigproduceret fentanyl ikke må eksporteres fra Kina til USA. På mødet fremhævede Biden endnu et initiativ, der skal afbøde problemet:

- I dag har vi fået en ny forståelse, så vi kommer til at handle for at få en kraftig reduktion i strømmen af de her kemikalier og pillepressere fra Kina til Vesten. Det kommer til at redde liv, og jeg sætter pris på præsident Xis løfte om at gøre noget, lød det.

4

Hvordan startede det?

Sidste år lykkedes det amerikanske myndigheder at beslaglægge så meget fentanyl, at det ville være nok til at slå hele befolkningen ihjel. (Foto: © PATRICK T. FALLON, Ritzau Scanpix)

Der er ikke noget enkelt svar på, hvorfor krisen har udviklet sig, som det er tilfældet.

Men undervejs er der især blevet rettet et kritisk blik på medicinalindustriens ansvar.

Her er nogle af landets største aktører blevet beskyldt for - gennem årtier - at have underspillet, hvor afhængighedsskabende deres smertestillende produkter er.

Mens andre har fået kritik for en mangelfuld kontrol med distributionskæden og overvågning og håndtering af lægernes udskrivelse af opioid-recepter.

Det har resulteret i en lang række forlig, hvor medicinalvirksomheder som McKession og Cardinal Healt og store apoteker som CVS og Walgreens har indgået store milliardforlig med de amerikanske myndigheder for deres ansvar i den dødelige krise.

Pengene bliver blandt andet bruges til behandling af misbrug og initiativer, der kan hæmme sundhedskrisen.

Du kan blive klogere på, hvorfor man kan blive afhængig af opioider i vores explainer her:

Og hvis du vil vide mere om opioidmisbrug blandt unge i Danmark, så lyt til den nye podcast 'Piller fra Helvede' i appen DR Lyd eller se den nye tv- dokumentar 'Helt væk på piller' på DRTV.