Danmark ligger på en andenplads i Europa i produktion af terrorister - målt i forhold til indbyggertal.
Det kunne man i hvert fald høre fra kulturminister, Bertel Haarder, da ministeren medvirkede i det satiriske radioprogram ”Den Korte Radioavis” på Radio 24/7 - emnet var dog alvorligt.
Kulturministeren diskuterede nemlig den nye lov for religiøse vejledere, som betyder, at det nu er strafbart, at billige strafbare handlinger uanset om det foregår offentligt eller privat. En lov, som Bertel Haarder argumenterede for ved at påpege, at Danmark producerer mange terrorister:
- Vi er det samfund i Europa, som producerer næstflest terrorister i forhold til vores størrelse, sagde han.
Belgien nummer et
Ministeren baserer sin udtalelse på en undersøgelse lavet af det anerkendte engelske institut ICSR - The International Centre for the Study of Radicalisation and Political Violence, som er placeret på universitetet Kings College i London.
Tallene i undersøgelsen er fra 2014 og handler om udlændinge, som drager i krig i Syrien og Irak for at kæmpe for militante sunnimuslimske organisationer, som for eksempel terrororganisationen Islamisk Stat.
Undersøgelsen nåede frem til, at for hver million indbyggere i Danmark drog 27 i krig i et af de to lande, for at kæmpe for de militante grupperinger. Det resultat blev kun overgået af Belgien som, ifølge undersøgelsen, havde 40 i krig i Syrien og Irak per million belgiske indbyggere.
Terrorister ikke undersøgt
Undersøgelsen ser altså ikke på produktionen af terrorister i bred forstand, men kigger specifik på mennesker, som involverer sig i krige i de to lande på militante sunnimuslimers side.
Det mener kulturminister Bertel Haarder nu ikke er så afgørende:
- Jeg tror, der er konsensus om, at folk der drager i krig i Syrien og Irak får en god uddannelse i at være terrorister, men det havde måske været mere korrekt at sige potentielle terrorister, siger han til Detektor.
Forsker: Afgørende forskel
Seniorforsker i International sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier, Manni Crone, mener imidlertid, det er en afgørende forskel:
- Man kan selvfølgelig sige, at hvis man kæmper for en gruppe, som er på en terrorliste i dansk lovgivning, så er man terrorist. Men man kan ikke vide om alle foreign fighters kæmper for grupper, der er på en terrorliste, forklarer hun.
Manni Crone pointerer, at der også vil være mennesker, der ikke har deltaget i en udenlandsk krig, men som har begået terrorisme i andre lande, og som derfor ikke fremgår af den liste, som Bertel Haarder refererer til.
Nyere undersøgelse
Selv om undersøgelsen ikke handler om det Bertel Haarder påstår, er det korrekt, at Danmark, dengang undersøgelsen udkom, indtog en andenplads blandt lande i Europa, der leverer flest indbyggere til kamp for sunnimuslimske militante organisationer i Syrien og Iraq.
Men situationen har siden udviklet sig og da Detektor henvender sig til ICSR for at spørge ind til undersøgelsen, henviser de os til en helt anden og nyere undersøgelse: "Foreign Figthers - An Updated Assessment of the flow of Foreign Fighters into Syria and Iraq".
Denne undersøgelse er lavet af den amerikanske kommercielle organisation, TSG, som leverer efterretninger til regeringer og multinationale virksomheder.
Undersøgelsen er udgivet i slutningen af 2015 og sætter tal på udenlandske krigere, som slutter sig til terrororganisationen Islamisk Stat eller lignende voldelige ekstremistiske grupper.
Stor usikkerhed
TSG indleder selv deres undersøgelse med at beskrive, at tallene, som er estimater fra de enkelte landes regeringer, er usikre og kan være opgjort på forskellig vis i de enkelte lande.
Seniorforsker i International Sikkerhed, Manni Crone, mener, at det er meget vigtig, at man husker på, hvor usikre tallene er:
-Vi er afhængige af de tal som efterretningstjenesterne oplyser, for de er de eneste, som har mulighed for at følge med i det her. Så for det første må man kigge kritisk på tallene, men med alle de forbehold, man må tage, er det, det eneste vi har, og vi vil jo gerne vide noget om de her ting, siger hun til Detektor.
Kulturministeren er dog ikke så nervøs for tallenes usikkerhed:
- Jeg tror faktisk, at efterretningstjenesten har et ret godt indblik i, hvem der rejser til Syrien og Irak for at kæmpe i hellig krig, at de har ret godt styr på det antal, siger Bertel Haarder.
Flere rejser ud i krig
Tager man tallene i TSG’s rapport for gode varer, kan man få en ide om Danmarks placering i forhold til andre europæiske lande, når det kommer til antallet af mennesker, der drager i krig i Syrien og Irak for voldelige, ekstremistiske grupperinger.
I TSG’s rapport fra 2015 vurderes det, at for nogle lande i Europa er antallet af personer, der er taget i krig i Syren og Irak steget betydeligt.
TSG's ikke-officielle vurdering er, at mellem 100 og 150 personer er taget fra Danmark til enten Syrien eller Irak. Det officielle tal de regner med er 125.
Detektor har omregnet tallene i forhold til befolkningstal ved hjælp af tal fra FN. Med 125 indbyggere, der er taget i krig, placerer Danmark sig som nummer 5 efter Belgien, Østrig, Sverige og Frankrig, hvis man kigger på vesteuropæiske lande.
Haarder: Tallet er stadig for højt
For kulturministeren, betyder det ikke så meget, at der er kommet en ny undersøgelse, som placerer Danmark lavere end han fortalte i radioen:
- Jeg synes stadig, tallet er alt for højt for Danmark. Det er underordnet, om vi er nummer to eller fem eller syv. Min pointe var, at man ikke skal tro at Danmark er et ubetydeligt land i den her sammenhæng.
Men kulturministeren vil alligevel læse op på tallene, inden han bruger dem næste gang:
- Jeg vil da følge udviklingen på det her område, det mener jeg da, at jeg er forpligtet til, siger han til Detektor.