- Formålet med flytningen er at skabe aktivitet ude i landet. Målsætningen er, at de ansatte følger med og dermed bliver gode skatteborgere i kommunen. Og det er ikke lykkedes med den her flytning.
Således lød den hårde dom for kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch tidligere i dag, efter at DR Nyheder kunne fortælle, at kun godt hver tredje ansatte på en flyttet statslig arbejdsplads, - i en rundspørge blandt 14 statslige arbejdspladser med 511 medarbejdere - har valgt at bosætte sig i den kommune, hvor arbejdspladsen er flyttet hen til.
Ifølge innovationsminister Sophie Løhde (V) ville det dog være mærkværdigt, hvis der ikke var nogle ansatte som valgte at bosætte sig uden for den kommune, hvor deres arbejdsplads ligger. I forhold til DR Nyheders rundspørge mener hun, at det er alt for tidligt at konkludere, om regeringen målsætning er lykkedes.
Hun fortæller, at flytningen af statslige arbejdspladser, der har været i gang siden oktober 2015, går godt. Og derfor er der ikke nogle alarmknapper, der ringer endnu.
- Vi er midt i Danmarkshistoriens største flytning af statslige arbejdspladser, og jeg tror, at man er en postgang for tidligt ude i forhold til at vurdere, hvor mange der flytter til kommunen, og hvor mange der vælger at pendle fra omegnskommunerne, siger ministeren.
Forstår godt pendlere
En af de kommuner, hvor få af de nye statslige ansatte har valgt at bosætte sig, er Brønderslev i Nordjylland. Sidste år flyttede Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star) 37 statslige arbejdspladser til byen.
Men af de 37 medarbejdere er der kun blot fem, som lige nu bor inde for kommunegrænsen og hermed kan være til at putte skattekroner i kommunekassen.
Innovationsminister Sophie Løhde mener, at meget af ansvaret for at få borgere til at bosætte sig nær deres arbejdsplads ligger hos kommunernes borgmestre.
- Jeg ser da gerne, at der er flere, der flytter med og bosætter sig i de kommuner, hvor de nuværende og kommende statslige arbejdspladser er beliggende. Borgmestrene må også gøre deres til at tiltrække medarbejdere og deres familier til at bosætte sig i kommunerne, og hermed også vise nogle af de herligheder deres kommuner har, siger Sophie Løhde og fortsætter:
- Jeg kan også godt forstå, hvis der er medarbejdere, der vælger at sige, at de gerne vil se området og kommunen lidt an, før man vælger at hive teltpælene helt op.
Borgmester i Brønderslev, Michael Klitgaard (V), er da også helt klar over problematikken.
- Vi kunne godt tænke os, at flere bosatte sig i kommunen, og det arbejder vi stenhårdt på. Vi vil gerne gøre os mere attraktive og få folk til at flytte hertil. Vi ser det her under ét. Vi har fået flere arbejdspladser til Nordjylland, og her bor vi lidt på tværs af kommunegrænserne, uanset hvor vores arbejdspladser er henne.
FAKTA: REGERINGENS FLYTTEPLANER
- •
Målet med manøvren er at skabe en mere ligelig fordeling af statslige arbejdspladser og at flytte myndigheder tættere på borgere og virksomheder uden for hovedstaden.
- •
Flytteplanerne omfatter både hele institutioner og dele af institutioner, og ud af 44 planlagte flytninger var de 23 afsluttet i oktober.
- •
Om kort tid ventes regeringen at komme med en ny plan for flytning af endnu flere statslige arbejdspladser