For få beviser: Vi er tilfredse, siger forsvarer for tidligere PET-chef

Forfatter til bog om PET er også glad for mild dom til Jakob Scharf.

Forsvarsadvokater for Jakob Scharf Lars Kjeldsen (t.v.) og David Neutzsky-Wulff bliver interviewet efter domsafsigelsen i straffesagen mod den tidligere chef for PET ved Østre Landsret. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

- Vi er lettede, glade og meget tilfredse.

Sådan lyder reaktionen fra forsvarer Lars Kjeldsen efter dagens dom, hvor den tidligere PET-chef Jakob Scharf nærmest er blevet frifundet for at have overtrådt sin tavshedspligt.

- Det er glædeligt, for uanset om det er statens interesser, der står på spil, så skal man føre konkrete beviser i straffesager i Danmark, så der kan ske en fuld domstolsprøvelse, siger Lars Kjeldsen.

Hans klient, Jakob Scharf, var tiltalt for at videregive fortrolige oplysninger og dermed overtræde sin tavshedspligt 28 gange i bogen 'Syv år for PET', som han for fire år siden lod sig interviewe til.

Bogen handler om hans tid som chef for efterretningstjenesten fra 2007 til 2013.

Kun et enkelt sted i bogen mener Østre Landsret, at Jakob Scharf går for langt og bringer en kvindes sikkerhed i fare.

Her omtaler han nemlig kvindens samarbejdsvillighed over for PET i en konkret terrorsag.

- Hovedproblemstillingen har været, at der skulle føres bevis for, at alle de oplysninger, som Jakob Scharf har givet, var fortrolige. Det finder landsretten ikke, at der er ført bevis for, siger Lars Kjeldsen.

- Det er det resultat, vi har arbejdet for gennem hele sagen. Det er vi selvfølgelig vældig godt tilfredse med, siger han.

Landsretten nøjes med at idømme Jakob Scharf ti dagbøder af 1.000 kroner.

Resultatet er et væsentligt andet end byrettens. Her fik Jakob Scharf fire måneders ubetinget fængsel for sine udtalelser til bogen.

Anklager og vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Det nye resultat tager anklager og vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen til efterretning:

- Landsretten har anlagt en væsentlig anderledes bevisvurdering, end byretten har gjort. Det må vi foreløbig tage til efterretning, siger han.

Landsret: 'Ingen konkrete beviser'

Dommens begrundelser fylder i alt 103 sider.

Her kan man læse, at Østre Landsret afviser at dømme Jakob Scharf i 27 ud af 28 tiltalepunkter, fordi de ikke har fået egentlige beviser for, at han har brudt tavshedspligten.

- Der har i realiteten ikke været tilvejebragt et faktuelt grundlag for vurderingen af, om de enkelte tiltalepunkter indeholder fortrolige oplysninger, lyder det i dommen.

- Anklagemyndigheden har ikke ført vidner med konkret viden og adgang til at udtale sig om de sager, som tiltalepunkterne vedrører, står der videre.

Under sagen har PET afvist, at de ville kunne fremlægge sådanne oplysninger - heller ikke selvom vidnerne kunne give forklaringer bag lukkede døre.

Landsretten er i dagens dom også kommet frem til, at flere af Jakob Scharfs udsagn er så banale, at det ikke overtræder hans tavshedspligt.

- At en mistænkt risikerede at få tjekket sin bagage, og at man går efter at skyde en selvmordsbomber i hovedet, kan efter landsrettens vurdering ikke anses som fortroligt, lød det fra retsformand Henrik Bitsch ved dagens dom.

Uoverensstemmende forklaringer

I dommen lyder det også, at Østre Landsret mener, at nuværende PET-chef Finn Borch Andersen og tidligere juridisk chef i PET Lykke Sørensen har givet 'uoverensstemmende forklaringer' om, hvorvidt PET kan omtale samarbejder med udenlandske myndigheder uden at spørge om lov hos den pågældende myndighed.

- En amerikansk efterretningstjeneste har fremhævet deres samarbejde med Danmark offentligt. Derfor er det svært at forstå, at det skulle krænke tavshedspligten at gøre tilsvarende, lyder det.

Anklager Jakob Berger Nielsen mener på trods af dagens resultat, at det var rigtigt at rejse sagen.

- Det, at PET ikke har villet fremlægge klassificerede oplysninger, har været en kendt forudsætning hele vejen gennem sagen. Under den præmis har vi ifølge landsretten ikke kunnet løfte bevisbyrden, siger Jakob Berger Nielsen.

Forfatter: 'Jeg er selvfølgelig glad'

Den historiske straffesag tog sit udgangspunkt, da bogen 'Syv år for PET' udkom i efteråret 2016.

Bogen handler om Jakob Scharfs ansættelse i PET i årene 2007 til 2013, hvor efterretningstjenesten stod over for nye terrortrusler mod Danmark.

Den er skrevet af Politiken-journalisten Morten Skjoldager og bygger både på interviewet med Jakob Scharf, men også på hans egen årelange research.

Også Morten Skjoldager er glad for dagens dom:

- Jeg har sagt fra begyndelsen, at det aldrig har været min opfattelse, at der afsløres fortrolige og skadelige oplysninger i min bog. Derfor er jeg selvfølgelig glad for, at landsretten i det store hele er af samme opfattelse, siger han til DR.

I alt er Jakob Scharf citeret 450 gange i bogen 'Syv år for PET'.

Under byrettens behandling af sagen kom det frem, at Jakob Scharf havde tjent omkring 400.000 på bogsalget. De penge konfiskerede man.

Men efter dagens dom i landsretten får han nu lov til at beholde pengene.

Anklagemyndigheden vil nu overveje, om de vil forsøge at få sagen for Højesteret.