F35-naboer om amerikanske sikkerhedskrav: Vores bløde nabo bliver en hård militærbase

Øget militær sikkerhed på F35-base påvirker allerede flyvestationens naboer, fortæller forening.

Naboerne til flyvestationen i Sønderjylland fortæller, at den øgede sikkerhed på Danmarks F35-kampflybase allerede er mærkbar. (Foto: © Bardur Thomsen, (C) DR Nyheder)

Allerede nu mærker naboerne, at forsvaret er i færd med at skrue sikkerheden i vejret omkring den kommende F35-base ved Flyvestation Skrydstrup efter amerikansk ønske.

Beplantning tæt på det militære hegn bliver fældet, for at sikre frit udsyn. Lokale virksomheder, der har opgaver inde på flyvestationen, venter væsentligt længere på sikkerhedsgodkendelser og lokale taler om, at der måske skal anlægges asfaltsikkerhedszone samt et ekstra højt hegn.

Selv private træer og buske er blevet forlangt fældet, fortæller formanden for Flyvestation Skrydstrups Naboer, Agnes Rosenlund.

- Det er lidt rystende, når man ser det sort på hvidt. Vi vidste nok godt, at sikkerheden skulle skrues i vejret, men jeg tror, vi som naboer vil opleve, at vores lokale flyvestation bliver betragteligt mere lukket militærbase, end vi har forventet, siger Agnes Rosenlund.

Særlige amerikanske sikkerhedskrav

Sikkerheden omkring flyvestationen ved Vojens i Sønderjylland bliver skruet i vejret, fordi F35-kampflyene får hjemsted på basen. Som køber af det topmoderne, amerikansk udviklede jagerfly har Danmark forpligtet sig til at opfylde en række hemmeligholdte, amerikanske sikkerhedskrav i flyets forventede levetid på foreløbig 30 år, oplyser Forsvarsministeriet.

Både pris og de nøjagtige krav er hemmeligtstemplede, men ifølge en militæranalytiker bliver sikkerhedsniveauet som under den kolde krig. Det hænger blandt andet sammen med, at F35’eren som en flyvende supercomputer skal beskyttes mod databrud.

Farvel til håndbold i hallen

- Flyvestationen har været en blød ‘nabo’ hidtil. Med motionsløb bag hegnet og mine børn har sågar spillet håndbold i hallen. Det er helt sikkert slut nu. Der tror jeg vi kommer til at opleve, at der i højere grad bliver tale om en militærbase i amerikansk forstand, siger Agnes Rosenlund, der som formand for Flyvestation Skrydstrups Naboer er dybt involveret i spørgsmålet om støjgener fra F35’eren, der larmer mere end forgængeren F16.

- Jeg synes det er underligt, at vi som naboer skal vente så lang tid på at få at vide, hvad vi kan forvente os af støj i området. Samtidig med Forsvaret fik at vide, at sikkerheden skulle øges, vidste man også, at flyet ville larme mere. Man har længe været i gang med at fælde træer langs pigtrådshegnet, men vi aner stadig intet om støjniveauet, siger Agnes Rosenlund.

Afviser mere lukket forsvar

Forsvarsministeriet vil af fortrolighedshensyn ikke kommentere de konkrete sikkerhedsprojekter på flyvestationen.

Er det her ikke et brud med en dansk tradition om et forsvar, der er relativt åbent i forhold til den omgivende befolkning?

- Nu har den almindelige befolkning ikke umiddelbart adgang til flyvestationen i dag, så jeg tror ikke, det kommer til at medføre de større ændringer. Det vil også være sådan, at sikkerheden vil være skærpet mest ude i selve operationsområdet og der er der heller ikke i dag normalt adgang, siger Per Pugholm Olsen, koncernstyringsdirektør i Forsvarsministeriet.