Hvis Danmark bliver ramt af massive oversvømmelser i morgen, er beredskaberne bredt set ikke bedre rustet til at beskytte os mod vandmasserne, end de var, da oktober-stormfloden ramte landet for et år siden.
Sådan lyder det fra flere af de kommunale beredskaber.
Dengang fortalte DR, at de generelt ikke var uddannet i at håndtere store oversvømmelser. Og at de ønskede sig både mere øvelse og bedre udstyr.
Men her et år senere er der stort set intet sket. Det siger blandt andre Jarl Vagn Hansen, der er formand for Danske Beredskaber.
- Det er status quo. Hvis vi skulle være stillet bedre, skulle man havde afholdt flere store øvelser, have haft mere materiel og mandskab, siger han.
Under stormfloden i oktober sidste år brød watertubes sammen flere steder. Der gik brand i sikringsskabe. I nogle områder gik strømmen. Og byer blev oversvømmet.
Men det kunne måske være forhindret, hvis beredskabsfolkene havde øvet og trænet mere i at håndtere vandmasserne og udstyr, lød det fra Jarl Vagn Hansen allerede for et år siden.
I har selv et ansvar for at klæde jeres folk ordentligt på, så hvis I mener, der mangler uddannelse og øvelse, hvorfor laver I ikke bare selv nogle flere store oversvømmelsesøvelser?
- I bund og grund er det et spørgsmål om ressourcer. Det er svært for os at blive ved med at håndtere inden for den ramme, vi har. Vi skal også kunne løse de andre opgaver som ildebrande.
Og det er alvorligt, at de kommunale beredskaber ikke står bedre end for et år siden, selvom stormfloder som den sidste år ikke er hverdagskost. Det mener Lars Karlsen, der er beredskabsdirektør i Vestjsællands Brandvæsen.
- Det er jo værdier, der står på spil, og i sidste ende kan det jo være borgere, der kommer i klemme. Så jo mere vi samtræner, og jo mere vi øver det her, jo bedre bliver vi.
Vil have store, tværgående øvelser
Som det er i dag, skal beredskaberne afholde mindst 12 øvelser om året, der hver varer to timer. De varetager selv øvelserne og beslutter selv, hvad de skal gå ud på. Kun enkelte beredskaber øver sig konkret i oversvømmelser.
Men fordi fremtiden kommer til at byde på flere skybrud og stormfloder - ifølge forskere - skal der mere til, lyder kritikken fra beredskaberne.
De vil have flere mobile dæmninger som watertubes og flere pumper. Og de efterspørger store, tværgående øvelser, der klæder dem på til oversvømmelseshændelser, som strækker sig over flere dage - også på ledelsesniveau.
Det siger blandt andre Holger Andersen, der er beredskabsdirektør i Brand og Redning Sønderjylland.
- Det er vigtigt, at der trænes på niveauet, hvor beslutningerne træffes på tværs af sektorer og myndigheder for at sikre den rette indsats. Vi kan fra beredskabets side iværksætte nok så mange tiltag, men hvis indsatsen ikke er koordineret med kommuner og forsyningsselskaber og så videre, kan indsatsen være forgæves.
Hvis en watertube skal holde, skal de nemlig vide, hvor og hvordan det er bedst at sætte den op. Og hvis vandet ikke bare skal komme væltende tilbage, når de pumper det væk, skal de vide, hvor det kan betale sig at pumpe det hen, eller hvor det ikke nytter noget at gøre det, forklarer han.
KL: Staten skal hjælpe os
Det er kommunerne, der har ansvaret for beredskaberne. De vælger også, hvilke opgaver deres beredskab skal løse.
I Kommunernes Landsforening erkender næstformand for klima- og miljøudvalget, Kenneth Muhs fra Venstre, at beredskaberne ikke er blevet styrket.
Men han sender bolden videre til Christiansborg. For hvis beredskaberne skal kunne blive ved med at slukke ildebrande, hjælpe til ved trafikuheld og samtidig sikre danskerne mod vandmasser, så kan kommunekasserne ikke følge med, mener Kenneth Muhs.
- I 98 procent af alle indsatser er det kommunerne, der står derude. Men når bunken af opgaver bliver større, kræver det mange flere ressourcer. Så igen er det en appel til regeringen og folketingets partier om, at der skal sættes flere penge af til os i et beredskabsforlig.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen fra Venstre, siger, at regeringen er på vej med et bereskabsforlig.
- Der er det for mig helt naturligt, at vi kigger ind i, om vi har det tilstrækkelige udstyr og kapaciteter, så når vejret bliver mere ekstremt, er vi i stand til at beskytte os bedre, end vi er i øjeblikket.
Torsten Schack Pedersen forventer, at beredskabsforliget kommer inden jul. Men han vil ikke svare på, om de kommunale beredskaber bliver tilgodeset i det forlig.