Sammen med tusinder af unge får 24-årige Theodor Kier fra København i morgen afklaring på, om han er kommet ind på sin drømmeuddannelse.
Theodor Kiers førsteprioritet er en uddannelse i en branche, hvor erhvervslivet sukker på mere arbejdskraft - han har nemlig søgt ind på softwareudvikling på IT-Universitetet.
- Jeg har altid interesseret mig rigtig meget for teknologi, hvordan det fungerer, og hvad der er inden i. Lige pludselig begyndte jeg at lave apps til telefoner og synes, at det var helt vildt spændende, og det åbnede nogle helt nye muligheder. Lige nu er det min store drøm at arbejde med IT, siger han.
Men det betyder ikke, at han kan være sikker på at blive optaget. For selv om erhvervslivet skriger på it-uddannede, så kan uddannelsessystemet ikke følge med.
Ifølge en analyse fra 2016 kommer der til at mangle 19.000 IT-uddannede i 2030, og det får Dansk Erhverv til slå alarm.
- Der er simpelthen ikke pladser nok til de dygtige kandidater, der rent faktisk søger uddannelserne, siger uddannelses- og forskningspolitisk chef Mads Eriksen.
Ansøger: IT-branchen er i kæmpe udvikling
Theodor Kier har søgt ind på IT-Universitetet, som i år kommer til at afvise mere end hver anden ansøger.
Der er nemlig 785, som har søgt en uddannelse på universitetet som førsteprioritet. Heraf har man optaget 382.
Ifølge rektor Mads Tofte har man i mange år øget optaget, og det har tæret på økonomien. Derfor må de sætte bremsen i, selvom der er dygtige ansøgere, som banker på.
Theodor Kier kalder det 'ærgerligt', at der er ikke flere pladser på uddannelsen, når de studerende er så efterspurgte i erhvervslivet.
- Det er en branche, som er med i alt, hvad der sker i samfundet i dag og er i en kæmpe udvikling. Så det er meget ærgerligt, hvis der ikke er penge nok til, at man kan uddanne flere, siger han.
Hvordan tror du, at dine chancer er for at komme ind?
- Jeg tror, at jeg har en god chance, men for at være ærlig har jeg ingen idé om det, siger Theodor Kier.
Betyder de gode jobmuligheder i branchen noget for dit valg af den her uddannelse?
- Nej, det har ikke betydet noget for mig. Det har mere været fordi, at faget er spændende og noget, jeg kan se, at jeg gerne vil lave hver dag.
- Jeg har tænkt over, at jeg både kan arbejde herhjemme og tage til udlandet. Jeg kan sidde på en lille ø, for så længe jeg har en computer med internet, så kan jeg egentlig arbejde overalt.
Klokken 00.01 i nat bliver alle adgangskrav til de videregående uddannelser offentliggjort. På dr.dk vil du på det tidspunkt kunne se det fulde overblik, hvad det kræver af snit at komme ind på din drømmeuddannelse.