Miljøstyrelsens pesticidkontrol fandt sidste år færre ulovlige pesticider på hylderne hos grovvareforhandlere, planteskoler og byggemarkeder end i 2016.
Ud af 175 kontroller afslørede man ulovlige pesticider hos hver tiende. Og det er et stort fald sammenlignet med året før, hvor der var fund i 32 procent af 93 forhandlertilsyn.
Det viser en helt ny opgørelse fra Miljø- og Fødevareministeriet.
Forbud udløste flere overtrædelser
Faldet kommer efter en årrække, hvor fund af ulovlige pesticider steg kraftigt i kølvandet på, at en række midler blev forbudt, forklarer Birthe Børglum, enhedschef i Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion:
- I 2013 kom der regler om, at nogle af de tidligere godkendte midler i Danmark blev ulovlige. De kom på en liste over produkter, som ikke længere måtte sælges og anvendes, og det er det, der gjorde, at overtrædelserne toppede
- Nu har flere af forhandlerne lært at sikre sig, at det er lovlige midler, de sælger, siger Birthe Børglum.
Esben Lunde Larsen peger på skærpet kontrol
Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen er glad for udviklingen.
- Markant flere forhandlere har styr på, hvilke pesticider der er lovlige, og hvordan forholdene i butikken skal være. I pesticidstrategien styrkede vi kontrollen med forhandlere, som sælger pesticider til professionelt brug, for at mindske antallet af overtrædelser. Kontrollen viser med al tydelighed, at det virker, siger ministeren i en pressemeddelelse, hvor han også udtrykker et ønske om at få andelen af overtrædelser endnu længere ned.
For få år siden var fund af ulovlige pesticider en sjældenhed
Der er stadig et godt stykke vej, inden andelen af overtrædelser kommer ned på samme niveau som i årene inden 2013, hvor kontrollerne afslørede meget få ulovlige sprøjtemidler. Således var der i 2010, 2011 og 2012 sammenlagt to fund af ulovlige pesticider ud af 191 kontroller hos forhandlerne.
Derfor er der heller ikke kun smil hos Danmarks Naturfredningsforening. Her peger man på, at det trods alt stadig er hver tiende, der bryder loven.
- Det er jo selvfølgelig 10 procent for meget, for der er en grund til, at de her stoffer er blevet forbudt. De har nogle uheldige miljømæssige effekter, og så skal de ikke kunne sælges til landmændene, som måske kommer til at bruge dem i god tro, siger Thyge Nygaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.
Også ulovlige pesticider hos brugerne
Thyge Nygaard bemærker samtidig, at der fortsat ser ud til at være en del fund af ulovlige pesticider hos eksempelvis de landmænd og gartnerier, som bruger sprøjtemidler i produktionen.
Her viser de seneste brugbare tal, som er fra 2016, at knap hver femte af de kontrollerede brugere var i besiddelse af ulovlige pesticider.
- Når et middel er forbudt, skal det bare væk, og det skal være i alle led, siger Thyge Nygaard.
Socialdemokratiet vil ikke glæde sig for tidligt
Nogenlunde samme holding findes hos Socialdemokratiet, hvor miljøordfører Christian Rabjerg Madsen glæder sig over, at der er færre, der fusker, men:
- Vi er langt fra tilfredse med antallet af overtrædelser, som skal meget længere ned. Det er trods alt professionelle forhandlere, vi taler om, siger Christian Rabjerg Madsen (S).
Ordføreren peger ligesom Danmarks Naturfredningsforening på, at den seneste opgørelse for kontrol ude hos slutbrugerne viste markante problemer med ulovlige pesticider.
- Så, før vi glæder os over noget som helst, er det afgørende, at dem der rent faktisk bruger pesticider, får bedre styr på tingene, siger han.
Det skærpede kontrolniveau over for pesticidforhandlerne skal ifølge miljøministeren fortsætte frem til 2019.