I 2011 blev Emma Holten offer for hævnporno. Hendes private nøgenbilleder blev mod hendes vilje spredt på internettet – og ukendte mænd sendte hende hele tiden krænkende emails.
I dokumentaren "Skam dig, Emma", som blev sendt tirsdag aften på DRK, kunne man følge Emmas lange kamp med skam og magtesløshed efter offentliggørelsen af de intime fotos.
- Det har været psykisk hårdt. Man kan slet ikke forestille sig, hvordan det er at føle sig klam og udstillet på den måde, siger hun.
Men sidste år blev det nok for Emma Holten. Hun gik til modangreb ved selv at offentliggøre nøgenfotos, som hun selv ville portrætteres. Det skabte stor medie-opmærksomhed – også i udlandet.
Opmærksomhed om hævnporno
I dag rejser den 24-årige aktivist og feminist rundt i hele verden for tale hævnporno-ofrenes sag og forsvare retten til privatlivets fred på internettet. I den kommende tid er der planlagt rejser til både Stockholm og New York.
Fra at være et stort set ukendt problem tilbage i 2011, oplever hun nu, at der er kommet meget mere opmærksomhed om omfanget af hævnporno.
- Jeg og andre aktivister er ligesom lykkedes med at få det til at blive en sag om principiel ret til privatliv, og ikke en sag, der kun handler om sex og internettet, siger Emma Holten.
Hun har blandt andet kritiseret de store sociale medie- og debatsider for ikke at tage nok ansvar for at værne om folks privatliv. Her ser hun også fremskridt.
- Youtube gik forleden ud og sagde, at de ikke længere vil acceptere racistisk, sexistisk og homofobisk chikane i deres kommentarfelt. At de vil begynde at slette folks profiler, når det sker. Det er et sindssygt vigtigt signal at sende, siger hun.
Også Google giver nu brugere en mulighed for at anmelde billeder og video, som Google så kan fjerne fra søgemaskinen.
- Det ville have gjort en kæmpe forskel for mig, som offer for hævnporno, hvis jeg havde kunnet det, siger hun.