I 2011 blev Emma Holten offer for såkaldt hævnporno, da hendes mail blev hacket og private nøgenfotos begyndte at sprede sig på alverdens hjemmesider. Krænkende beskeder fra ukendte mænd, som havde set nøgenbillederne af hende, begyndte at tikke ind hos Emma.
Men hun gik til modangreb på en højst usædvanlig måde ved at lade sig fotografere nøgen og offentliggøre billederne for at vise, hvordan hun selv vil ses.
Tager med glæde aktivist-kappen på
Den historie gik hurtigt verden rundt - blandt andet lavede det engelske medie The Guardian et web-indslag om hende.
Nu er den 23-årige Emma Holten så for alvor gået ind i kampen for kvinders rettigheder, der søndag blev markeret med kvindernes internationale kampdag, og hun betegnes af flere som feminismens nye frontkæmper.
- Det, som måske har været et hak på mig personligt, er blevet omsat til en følelse, som driver mig politisk, og det er vel det mest produktive, sådan noget kan blive til, siger hun.
- Jeg tager med glæde kappen på som aktivist for kvinders rettigheder og for menneskers ret til ikke at blive seksuelt krænket, siger Emma Holten.
Mød 23-årige Emma Holten og oplev, hvordan hun er gået fra at være offer for hævnporno til at være feminismens nye, stærke stemme i Danmark, i videoen i toppen af artiklen.