Embedsmand bedt om at stoppe granskning af Tibet-Sag: Bare en bramfri mail

Tibet-kommissionen er halvvejs med forhør, der skal opklare Tibet-sagen.

ARKIVFOTO. Demonstration mod Kinas menneskerettighedsovertrædelser over for Tibet, Free Tibet, på Højbro Plads i København fredag d. 15. juni 2012 i forbindelse med den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark. (Foto: © Dennis Lehmann, Scanpix)

En bramfri mail og intet andet.

Sådan fortæller en chefkonsulent fra Rigspolitiet om ordlyden i en mail, der blev sendt til Justitsministeriet i kølvandet på officielle kinesiske besøg i 2012 og 2013. Under besøgene fik en række demonstranter ulovligt frataget deres tibetanske flag og efterfølgende måtte forskellige justitsministre over for Folketinget forklare sig.

Først tre år senere gik det tilsyneladende op for ledelsen i Københavns Politi, at der lå en direkte ordre om at afskærme de kinesiske gæster fra demonstranter.

Men inden da måtte Rigspolitiet og Københavns Politi bistå Justitsministeriet med svar på en række spørgsmål stillet af Folketinget.

Justitsministeriet beder flere gange om supplerende oplysninger, hvilket tilsyneladende irriterer en kontorchef i Rigspolitiet.

- Kan du ikke prøve at forklare hende, at hun nu må stoppe sin egen lille private efterforskning? Det er ikke godt at rode ministeren/ministeriet ind i detaljer, der i løbet af behandlingen af klagesagerne kan vise sig ikke at være helt korrekte/præcise, skrev kontorchefen i Rigspolitiet til en kollega. Han henviste til en navngiven medarbejder i Justitsministeriet.

Festen stopper her

Efterfølgende skrev kontorchefen:

- Hvis det bliver nødvendigt, bistår jeg gerne med at forklare hende (venligt naturligvis ) at festen stopper her.

Men de to mail er nemme at misforstå på skrift, fortæller chefkonsulenten i Rigspolitiet, som modtog mailen. Hun bliver fredag afhørt i Tibet-kommissionen, som har til opgave at opklare, hvor ordren om at skærme demonstranterne kom fra.

- Det er alene et udtryk for, at vi var ude i supplerende spørgsmål til de supplerende spørgsmål. Og vi havde ikke andre svar, siger chefkonsulenten.

Hun afviser, at mailen handlede om, at Rigspolitiet ikke ønskede sandheden frem.

- Hvis man kender den pågældende chef, ved man også, at den bramfri tone også bliver brugt andre steder, siger hun.

Tibet-kommissionen er halvvejs i de forhør, der er planlagt indtil videre.

Var i besiddelse af operationsbefalingen

Både torsdag og fredag har Tibet-kommissionen fremlagt dokumenter, der viser, at også jurister i Københavns Politi og medarbejdere i Rigspolitiet allerede i 2012 og i 2013 havde modtaget den meget omtalte operationsbefaling, hvor den berømte formulering om at skærme demonstranter for den kinesiske kortege fremgår. Først i efteråret 2015 går det op for ledelsen i politiet, hvad der præcis står i operationsbefalingen.

Det er denne opdagelse, der fører til, at hele sagen om Tibet-demonstranterne bliver anmeldt til Den Uafhængige Politiklagemyndigheden og senere bliver Tibet-kommissionen nedsat.

Torsdag kom det frem i Tibet-kommissionen, at senioranklager fra Københavns Politi, Klaus Pedersen, allerede i 2013 var i besiddelse af operationsbefalingen. Men han læste den ikke grundigt nok igennem og opdagede derfor ikke ordren.

- Jeg er rigtig ærgerlig over, at jeg ikke på det tidspunkt eller senere læste operationsbefalingen detaljeret igennem, sagde Klaus Pedersen torsdag.