Når Facebook lukker en gruppe, hvor medlemmerne er gået over stregen, så opstår der lynhurtigt en eller 20 nye grupper med nogenlunde samme indhold.
Det er sagen om 'Offensimentum' og siden 'Offensimentum 2.0' et godt eksempel på. Ligesom den ifølge to danske eksperter er et godt eksempel på, at man ikke kan komme digital mobning til livs ved at lukke Facebook-grupper.
Lukningen af førstnævnte, hvor der var flere personkrænkelser, førte i går til oprettelsen af en 2.0-version. I dag blev den så også lukket, men nye erstatningsgrupper er allerede dukket op.
- Det er fint nok, at Facebook siger, at fællesskabsreglerne bliver overtrådt her, og at de statuerer et eksempel ved at lukke gruppen. Men det løser ikke problemet, fordi adfærden er der, og den springer rundt i små subgrupper, siger Lykke Møller Kristensen, der rådgiver om digitale medier og er forfatter til bogen 'Børn og sociale medier'.
- Hvis vi tror, at problemet er løst, ved at Facebook lukker en gruppe, så har vi jo slet ikke anerkendt problemet, nemlig at der står en række unge mennesker bag denne her adfærd, understreger hun.
Bekæmp trolde med tydelighed
Søren Hebsgaard er foredragsholder og digital dannelseskonsulent på skoler, og han bifalder Facebooks lukning af gruppen Offensimentum, hvor nogle medlemmer uden tilladelse fra offeret lagde videoer og billeder ud med en opfordring til at svine personen mest muligt til.
- Lukningen vil jeg gerne klappe i hænderne over. Det er et rigtigt positivt træk, siger Søren Hebsgaard.
For det gælder om at være klar i sin kommunikation over for krænkerne - de såkaldte 'trolls'.
- Det her er en kamp om, hvordan den digitale kommunikation skal lande, og så er det vigtigt at være tydelig, som Facebook er, når de lukker en gruppe.
Lallede og passive
Men det er langt fra normen, at Facebook er så tydelig, understreger Søren Hebsgaard.
- Facebook har været for passive længe, og de har haft en lidt lallet og optimistisk idé om, at tingene nok skal lande fint, og at de bare stiller en platform til rådighed, og at folk kan bruge den, som de vil.
Han savner generelt, at 'de voksne' tager ansvar for, at den teknologiske revolution - herunder adfærd på nettet - lander ordentligt.
- Der er for mange, der ikke forholder sig aktivt til, hvordan man skal opføre sig på nettet, selv om man taler meget mere om det end for bare et år siden, siger Søren Hebsgaard.
Kig dine børn over skuldrene!
Lykke Møller Kristensen vil have forældre til at tage meget mere ansvar for, at de unge lærer at opføre sig ordentligt på nettet.
- Der var 106.000 medlemmer af Offensimentum, og det er unge mennesker, der sådan set er fornuftige nok, og hvis vi tror, at vores gode, velopdragne børn ikke kan være i sådan en gruppe, så tager vi fejl. De behøver ikke at være de aktive og udfarende, men så længe at de 'liker' den negative adfærd, så er de med til at opildne til den.
- Så vi skal meget tættere på og stille krav og lave regler. Vi skal kigge de unge mennesker over skuldrene og se, hvad de er i gang med, siger Lykke Møller Kristensen.
Også passivt medlemskab af de krænkende Facebook-grupper kan føre til mobning, mener hun.
-Hvis de er vant til at se den adfærd på de sociale medier, så bliver det også en del af deres sprog. Vi skal ikke regne med, at børnene godt selv kan finde ud af det, for der sker altså noget med dem, når de er i de her negative fællesskaber, siger Lykke Møller Kristensen.