Ekspert om mulig Bios-konkurs: Det er meget ærgerligt

Region Syddanmark truer med at begære Bios konkurs og indsætte eget ambulanceselskab.

1. september 2015 overtog selskabet Bios en stor del af ambulancekørslen i Region Syddanmark. De vandt licitationen over Falck. Før opstarten 1. september 2015 var der en del problemer med at få ansat reddere nok til at udføre opgaven. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

- Det er en meget ærgerlig situation.

Sådan siger forsker og lektor ved Roskilde Universitet Ole Helby Petersen som reaktion på, at ambulanceselskabet Bios kan blive begæret konkurs af Region Syddanmark i morgen.

- Set med samfundsøkonomiske briller er det ærgerligt, at driften ikke er kommet op at køre. For man har en klar forventning om, at mere konkurrence på et marked som ambulancekørsel, vil skabe mere effektivitet og mere værdi for borgernes skattepenge, siger Ole Helby Petersen.

I december sidste år kom Region Syddanmark til at betale 31,5 millioner kroner for meget til Bios. Fejlen er først opdaget nu, og regionen kræver pengene tilbage med det samme, mens Bios har bedt om en afdragsordning i løbet af et år.

Det har fået regionen til at bede Bios om selv at begære sig konkurs - ellers vil regionen gøre det mandag.,

Ole Helby Petersen mener, at det som udgangspunkt var modigt af Region Syddanmark at bryde med det private monopol, der har været på markedet for ambulancekørsel.

- Man har som udgangspunkt truffet en vigtig og modig beslutning, da man brød Falcks monopol. For der er gode grunde til at tro, at konkurrence vil skabe mere værdi for skatteydernes penge, siger han.

Siden det dansk-hollandske ambulanceselskab overtog ambulancedriften i dele af Region Syddanmark har det dog været svært for selskabet at få driften ordentligt i gang.

- Det har både været svært at få reddere og derfor har selskabet også haft svært ved at leve op til kontrakten, siger Ole Helby Petersen.

Vil lave eget ambulanceselskab

På tirsdag er der ekstraordinært regionsrådsmøde om ambulancedriftens fremtid i Region Syddanmark. Her vil regionsrådsformand Stephanie Lose (V) tale for, at regionen hjemtager ambulancedriften.

Og det vil ikke være noget problem, hvis Region Syddanmark selv vil overtage driften, mener Ole Helby Petersen.

- Regionen kan sagtens overtage ambulancedriften. Det er ikke en ekstraordinær situation. Det er også set andre steder, at ambulancedriften har været løst af regionerne, siger han.

Til gengæld kan det koste regionen ekstra penge, hvis de vælger at hjemtage ambulancedriften.

- Nu ved vi jo ikke præcis, hvad regionen har brugt af penge på det her. Men det vil koste regionen penge at hjemtage opgaven igen. Men samtidig har det også været svært at få Bios ordentlig i gang. Og i den situation kan regionen også komme til at miste penge på at fortsætte samarbejdet, siger han.

En gang tidligere er ambulancekørslen forsøgt udbudt. Det skete, da det svenske ambulanceselskab Samaritten i 2009 vandt et udbud om ambulancekørslen i Region Sjælland. Men det var for svært for Samaritten at skaffe reddere og havde ikke råd til at købe ambulancer, og derfor måtte de kaste håndklædet i ringen og opgive at køre ambulancer i regionen.