En 29-årig mand er sigtet for drabsforsøg, efter at have overfaldet to unge personer med en økse lørdag aften i Birkerød.
Ifølge sigtelsen blev de to personer tildelt flere slag. Den ene fik åbent kraniebrud og sår på hals og hænder. Den anden fik sår på skulder, ryg og hånd.
Det er kommet frem i grundlovsforhøret i Retten i Lyngby, hvor manden nu bliver fremstillet.
Samtidig er han sigtet for røveri, fordi han i går brugte en kniv til at true sig til penge i Danske Bank i Ringsted.
Uden for retten står der kampklædte betjente.
Den 29-årige mand blev anholdt i aftes klokken 21:54 på en stripklub ved Istedgade i København, hvor han også havde været på hotel.
- Brutalt anholdt af syv swat-teams (specialtrænede politibetjente, red.) med kæmpegevær og lys i hovedet, siger den 29-årige mand om anholdelsen, mens han nægter at udtale sig yderligere i retten.
Han har heller ikke villet fortælle sin advokat, Peter la Cour, om han nægter sig skyldig, så advokaten nægter på sin klients vegne.
Resten af grundlovsforhøret sker for lukkede døre.
Varetægtsfængslet i en måned
Herefter beslutter dommeren, at den 29-årige skal varetægtsfængsles frem til 20. marts.
Argumentet er, at han på fri fod vil kunne fjerne væsentlige spor og påvirke vidner, ligesom han vil kunne begå nye overfald og røverier.
Den sigtede skal også mentalundersøges.
- De ved jo godt, jeg er fucking skør i hovedet, siger han til det.
Eftersøgningen af den 29-årige mand startede lørdag aften, da en mand og en kvinde, begge 19 år, blev overfaldet af manden, som ifølge politiet var bevæbnet med en økse.
De to ofre blev ramt i hovedet og på overkroppen, men blev meldt uden for livsfare. Politiet karakteriserede overfaldet som umotiveret. Det skete ved en Circle K tank i Birkerød.
I løbet af søndagen var politiet til stede i Birkerød for at finde den 29-årige mand, men i går morges var han fortsat på fri fod.
Over middag i går kunne politiet fortælle, at den samme mand sandsynligvis havde begået bankrøveri i Ringsted ved at true sig til kontanter med en kniv.
- Folk må ikke på nogen måde forsøge selv at holde ham tilbage. Vi betegner ham som farlig, lød det fra politiet.
På hele Sjælland ledte politiet efter manden, som blev efterlyst med overvågningsbilleder og navn, indtil manden blev anholdt i går aftes i København.