Politiet kender ikke motivet bag økseoverfald og bankrøveri

Tip førte til, at politiet i aftes kunne pågribe 29-årig mand i København.

Et billede fra anholdelsen på Istedgade i aftes. (Foto: Local Eyes)

En 29-årig mand blev i aftes anholdt på Istedgade i København efter 48 timers intens menneskejagt, og den formodede gerningsmand er nu sigtet for at have overfaldet to 19-årige på en tankstation i Birkerød lørdag aften og for i går eftermiddag at have begået et røveri mod Danske Bank i Ringsted.

Den sigtede skal senere i dag i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby, hvor han vil blive begæret varetægtsfængslet, oplyser Nordsjællands Politi, der endnu ikke kan sige, hvad motivet var bag forbrydelserne.

- Vi skal have afhørt ham flere gange. Vi skal finde ud af motivet, og hvad der præcis er sket. Vi skal helt i detaljen for at fastlægge grundlaget for den afsluttende domsforhandling, siger pressekoordinator ved Nordsjællands Politi Henrik Suhr.

Den 29-årige mand blev anholdt på Istedgade kort før klokken 22, efter at politiet havde fået et tip om, at den efterlyste befandt sig på et hotel eller en bar, oplyser politiinspektør Lau Thygesen.

- Anholdelsen forløb stille og roligt. Det lykkedes os at få ham opsøgt uden, at han var forberedt, siger han.

Rigspolitiet var inde over jagten

Lau Thygesen fortæller, at man i de to forløbne døgn har spredt det helt store net ud for at pågribe den formodede gerningsmand.

- Vi har kørt med et større setup i jagten på gerningsmanden, og det har været et samarbejde mellem Rigspolitiet og poltikredsene på Sjælland. Med de ressourcer har vi haft en god mulighed for at løbe alle de informationer op, der kom fra offentligheden, siger politiinspektøren.

SAGENS FORLØB

  • Et ungt par blev lørdag aften den 17. februar overfaldet af en mand, der angreb dem med en økse uden for en Circle K-tankstation i Birkerød. Parret blev ramt i hovedet og på overkroppen, men er uden for livsfare.

  • Den mistænkte - en 29-årig mand - var ti dage forinden blevet løsladt fra fængslet efter at have afsonet en dom på tre år.

  • Den 19. februar begik en mand et røveri i Danske Bank på Torvet i Ringsted omkring klokken 12.36, hvor han truede sig til kontanter med en kniv.

  • Politiet har oplyst, at der er stor sandsynlighed for, at der er tale om den samme gerningsmand.

  • Den 29-årige mand blev i aftes pågrebet på Istedgade i København.

  • Den mistænkte gerningsmand bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Lyngby senere i dag.