Vold, trusler på livet eller social kontrol rettet mod en nuværende eller en tidligere partner. Det er faresignaler, som i yderste konsekvens kan ende i et familiedrab.
Over 25 år har der været mindst 560 drab, hvor offer og gerningsmand har været nært beslægtet som enten partner, ekspartner, søn, datter eller søskende. Det viser en gennemgang af 1.338 drabssager, som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har foretaget.
Drab på de allernærmeste familiemedlemmer udgør dermed 42 procent af alle de domme for drab og for vold der har ført til dødsfald, som er omtalt i pressen fra 1992 til 2016.
Partnerdrab alene udgør mere end hver fjerde drab i den samlede mængde af drabssager, og det er der ifølge jurist Nell Rasmussen en god forklaring på.
- Som tingenes tilstand er i dag, så er de offentlige myndigheder ikke særligt sporet ind på at opdage fysisk vold. Og det problem er endnu større, når det gælder psykisk vold, siger hun.
Fysisk og psykisk vold kommer først
Sammen med sociolog Esther Nørregård-Nielsen, som er direktør for virksomheden Rådgivende Sociologer, har Nell Rasmussen nærlæst politirapporter og undersøgt en række af de drabssager, hvor en gerningsmand har slået en partner eller ekspartner ihjel.
Og undersøgelsens konklusion er klar: Fysisk vold, men især også længere perioder med psykisk nedbrydelse og ydmygelse, går meget ofte forud for et drab i den nærmeste familie.
- Det kan være stærk dominans, ejendomsfølelse, jalousi, trusler og isolering af en partner. Det kan være ydmygelser, mens andre er til stede, og det kan være stalking af en tidligere partner. De tegn på psykisk vold foreligger i næsten to tredjedele af sagerne. Og det er jo lidt interessant, siger Nell Rasmussen.
- Hvis hver fjerde til næsten hvert andet drab handler om noget, der sker i hjemmet, så er det jo vigtigt at imødegå det. Og så skal vi huske, at forud for stort set alle familiedrab, har der gået en lang periode, som har været karakteriseret af fysisk eller psykisk vold, supplerer Esther Nørregård-Nielsen.
Myndigheder ikke rustet
Men på trods af de mange familierelaterede drabssager, så er drab i den nærmeste familie og især de ting, der går forud for drabene, ikke noget, der bliver særligt prioriteret af myndighederne, konkluderer undersøgelsen.
- Myndighederne samarbejder ikke på tværs, så de kan lave effektiv beskyttelse af potentielle ofre i højrisiko-sager. Mange sager bliver derfor ikke opdaget, som det er i dag, siger Nell Rasmussen.
Samtidig er mange af de faggrupper, som gennem deres daglige arbejde kan være med til at spotte faresignalerne, ikke klædt godt nok på til at vide, hvordan de skal reagere, hvis de opdager tegn på mistrivsel i en familie, fortæller Esther Nørregård-Nielsen.
- For eksempel skolelærere, pædagoger, sygeplejersker og andre frontarbejdere i forhold til familierne, som tit vil have en meget klar fornemmelse af, at der er noget galt, de bliver ikke i dag uddannet i, hvordan de skal reagere. Det er kun noget, de kan vælge som tilvalgsfag på studiet, hvis de har en særlig interesse i det, siger hun.
Psykisk vold skal være ulovligt
Der er dog et tiltag på vej, som kan være med til at gøre det nemmere for myndighederne at gøre noget ved den psykiske vold. Til efteråret planlægger Justitsministeriet en tilpasning af loven, der i fremtiden skal gøre den psykiske vold ulovlig, fortæller Nell Rasmussen.
- Dér, hvor der mangler nogle muligheder, det er i forhold til psykisk vold og trusler. Det er det, der nu skal udvikles af Justitsministeriet, nu hvor man har besluttet at kriminalisere psykisk vold, siger hun.
Værktøjer alene gør dog ikke forskellen. Myndighederne skal samtidig have ressourcer til at opspore og tage hånd om de familier, der er plaget af en voldelig eller dominerende partner. Netop sådan et projekt høstede med satspuljemidler i ryggen for få siden år stor anerkendelse, fortæller Nell Rasmussen.
- Der har kørt et aldeles udmærket pilotprojekt i Østjylland, hvor organisationen Dialog mod Vold, politiet og lokale kvindekrisecentre samarbejdede og udvekslede oplysninger, når politiet havde været kaldt ud til husspektakler. Det viste sig at være et meget effektivt middel til at komme i kontakt med både voldsofre og voldsudøvere, siger hun.
Om underøgelsen
- •
I forbindelse med undersøgelsen 'Forebyggelse af drab og dødelig vold i nære relationer' har Nell Rasmussen og Esther Nørregård-Nielsen undersøgt 30 politisager fra perioden 2009-2011.
- •
I sagerne har den ene part – oftest manden – slået sin kvindelige partner eller tidligere partner ihjel.
- •
Sagerne viser, at der forud for drabene oftest har været massiv psykisk vold og sjældnere fysisk vold.
- •
Familierne har også kun sjældent søgt hjælp hos politi eller krisecentre, inden drabene.
- •
Undersøgelsen blev afsluttet i 2016 med støtte fra Trygfonden og Oak Foundation. Kilde: Rådgivende Sociologer
Kombinationen af politiets oplysninger om mulig vold og mistrivsel gav i de år, projektet varede, organisationerne evnen til at tilbyde hurtig hjælp til familierne. Men projektet blev ikke genfinansieret af politikerne, efter pengene slap op, fortæller Nell Rasmussen
- Der ligger en glimrende evaluering af projektet, men der er ingen der ved, hvorfor projektet ikke er blevet gjort til en landsdækkende indsats, siger hun.
Se Nell Rasmussen fortælle om interventionsprojektet fra Østjylland:
"En stor lettelse for politipersonalet"
Allan Aarslev er politikommissær hos Østjyllands Politi og leder den forebyggelsessektion, som i en treårig periode var tovholder på politiets indsats med at henvise især børnefamilier til at få hjælp hos lokale aktører i Østjylland.
- Vi oplever at blive kaldt ud til husspektakler som for eksempel et par, der skændes. Men vi er godt klar over, at når vi kører derfra igen, så kan situationen være et udtryk for, at der er nogle grundlæggende problemstillinger, som kan gå ud over parret og deres børn, siger han.
Helt konkret så gav projektet politiet muligheden for at henvise familier med vold eller problemer i samlivet til behandling og hjælp hos de lokale kvindekrisecentre og til organisationen Dialog mod Volds behandlingstilbud.
Og selvom projektet ifølge Allan Aarslev ikke førte til et fald i antallet af sager om husspektakler i Østjyllands Politi, så gav projektet betjentene en mulighed for at reagere på de problemer og udfordringer, som politiet normalt ikke kan tage sig af.
- I de tre år, vi fulgte projektet, der kunne vi ikke se nogen ændring i antallet af husspektakler. Men vi kunne se, at pengene var givet rigtig godt ud, for der var mange problemstillinger i de her familier, som blev håndteret. Det var en meget stor lettelse for politipersonalet, at de kunne gå videre med de udfordringer, de kunne se, siger han.
"Vi savner projektet"
Ifølge politikommissæren var projektet også noget, der kostede en del ressourcer. Blandt andet brugte Østjyllands Politi til at begynde med en halv medarbejder alene på at gennemgå sagsbunken med husspektakler og kontakte de familier, som skulle henvises til Dialog mod Volds tilbud eller have hjælp hos de lokale kvindekrisecentre.
- Projekt blev støttet af satspuljerne, og var et treårigt projekt, som udløb. Vi havde tilbagemeldinger på, at det her var et positivt projekt, som gav mening for os. Men der var også en lang række ting, som skulle være til stede, for at det kunne blive en fast driftsopgave, og det skete så ikke, siger Allan Aarslev.
I dag har Østjyllands Politi derfor ligesom de øvrige politikredse ingen specifik indsats mod husspektakler og mistrivsel i de familier, som politiet dagligt kommer i kontakt med.
- I dag prøver vi at gøre det så godt, vi kan, uden et interventionscenter. Vi er udmærket klar over, at de her problemstillinger eksisterer, og så må vi klare os med de driftsmæssige ressourcer, vi har. Men vi må også sige, at vi savner projektet, siger politikommissær Allan Aarslev fra Østjyllands Politi.