Efter én dag med grænsekontrol: 18 nægtet indrejse

I går blev 1.100 personer tjekket ved den dansk-tyske grænse, og 18 blev nægtet indrejse.

Politiet gennemførte fra kl. 12 i går grænsekontrol ved de største dansk-tyske grænseovergange, og 18 blev nægtet indrejse. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

1.100 personer blev tjekket og 18 blev nægtet indrejse, da politiet fra i går kl. 12 gik i gang med den midlertidige grænsekontrol, som regeringen har indført.

Ifølge politiinspektør Richard Østerlund la Cour forløb kontrollen uden de større trafikale problemer, men det gav naturligvis gener for de rejsende.

Ved kontrollen blev tre personer desuden anholdt og sigtet for menneskesmugling.

Der er 15 grænseovergange mellem Danmark og Tyskland, og politiet foretager stikprøvekontroller.

- Kontrollen bliver foretaget på baggrund af en politifaglig profilering af de indrejsende, og vores fokus har det første døgn primært været på de tre hovedfærdselsårer i Sønderjylland ved Padborg, Kruså og Frøslev, hvor langt størstedelen af trafikken kommer, samt færgehavnene i Rødby og Gedser, siger Richard Østerlund la Cour.

Den forstærkede kontrolindsats fortsætter i dag og foreløbigt ni dage frem.

Dansk politi har siden september 2015 gennemført en forstærket kontrol i områderne nær grænsen på grund af de ekstraordinært mange flygtninge og migranter, men nu er kontrollet udvidet og flyttet til grænseovergangene.