"I denne uge gik vi over stregen – i næste uge gør vi det igen".
Sætningen har rumsteret i hovedet lige siden tilståelsessagerne i Se og Hør-sagen for lidt mere end 14 dage siden, hvor to tidligere chefer hver fik seks måneders betinget fængsel.
Her blev det forklaret, at det var sladderredaktionens interne motto. Målet var at gå over stregen – hvad det så end betyder – mens et af midlerne til at opstøve saftige historier om kendte var adgangen til deres kreditkortoplysninger fra den såkaldte tys-tys-kilde, måtte man forstå.
I dag blev mottoet gentaget af journalist Kasper Kopping, der var ansat på Se og Hør, indtil han blev fyret, da medieskandalen om sladderbladet begyndte at rulle for mere end to år siden.
I dag skulle han som den første af de seks tiltalte afgive forklaring i retten.
Samarbejdet med tys-tys-kilden
Kasper Kopping var manden på Se og Hør, der havde den primære kontakt til tys-tys-kilden. Kopping var ham, som tys tys-kilden sendte sms'er med kreditkortoplysningerne til, eksempler denne her: "Oliver B (Bjerrehus, red) tilbage i DK igen, Baresso Coffee, Kbh".
I mere end fem timer forklarede Kasper Kopping om samarbejdet med tys-tys-kilden.
Det var farverigt.
Og til tider var det også svært at følge tankegangen om, hvorfor det var så vigtigt at være først med historien om, at eksempelvis tidligere studievært Line Baun Danielsen var på ferie med en ny kæreste i udlandet, og at det var i orden at bruge private kreditkortoplysninger i jagten på at finde hende.
Kasper Kopping forklarede, at det lå i jobbeskrivelsen på Se og Hør, at de skulle være førende på afslørende sladderhistorier.
Kasper Kopping var ikke til den slags historier med kendte, der involverede røde løbere. Han jagtede afsløringer med kendte danskere, der kunne komme på forsiden af ugebladet.
Ingen etiske kvaler
Han husker heller ikke, at der blev sat grænser for, hvor langt man kunne tillade sig at gå rent etisk. Men han vidste godt, at folkedomstolen sikkert ville mene, at grænserne tit blev overskredet.
Han sagde også i retten, at tys-tys-kilden på mange måder var en almindelig kilde blandt mange andre.
- Det var kilderne, der var de slemme, forklarede han.
De sagde ting til ugebladet som deres arbejdsplads ikke ville bryde sig om, hvis de vidste det. Det gav dog ikke skrupler hos Kasper Kopping:
- For os kom kilderne jo bare med unik information, som vi andre ikke kunne komme i nærheden af.
Efter dagens afhøring af Kasper Kopping er der særligt to ting, der er værd at bemærke:
1. Hvad forsøgte anklageren at opnå med afhøringen af Kasper Kopping?
Først og fremmest ville anklager Henrik Uhl Pedersen gerne have Kasper Kopping til at tage os med tilbage til dengang i forsommeren 2008, hvor kontakten med tys-tys-kilden blev indledt.
Det var i forbindelse med prins Joachims og prinsesse Maries bryllupsrejse til Canada.
Tys-tys-kildens kreditkortoplysninger var med til at finde dem, og Kasper Kopping, der selv var rejst ud for at finde brudeparret, kunne efterfølgende sende en seks sider lang historie hjem fra Canada til redaktionen:
- Det var den absolut største historie i sladderpressen, ja i hele pressen, forklarede han og fortalte, at jublen på Se og Hør var til at mærke.
Han fortalte også om det efterfølgende møde nogle uger senere på daværende chefredaktør Henrik Qvortrups kontor, hvor der i mødeindkaldelsen alene stod "møde med tipper".
Med til mødet var Henrik Qvortrup, tys-tys-kilden og Kasper Kopping.
Ifølge Kasper Kopping blev det aftalt, at tys-tys-kilden skulle have 10.000 kroner om måneden for at fortsætte samarbejdet med Se og Hør.
Tys-tys-kilden skulle hver måned aflevere bilag for 10.000 kroner, som han så fik retur i kontanter.
Det møde er centralt og et møde anklageren helt sikkert vender tilbage til, når Henrik Qvortrup skal afhøres, hvor han bliver bedt om at forholde sig til Kasper Koppings forklaring.
Stort set alle spørgsmål til Kasper Kopping blev i det hele taget fulgt op af spørgsmål om, hvem der kendte til tys-tys-kilden, hvilke Se og Hør-chefer, der havde været involveret og hvordan cheferne havde reageret på samarbejdet med tys-tys-kilden.
Særligt blev der igen og igen spurgt ind til Henrik Qvortrups viden om tys-tys-kilden.
2. Hvorfor fastholder Kasper Kopping, at han er uskyldig?
Udefra kan det måske virke besynderligt, at Kasper Kopping nægter sig skyldig, når han i mere end fem timer fortæller vidt og bredt om samarbejdet med tys-tys-kilden.
Svaret på spørgsmålet handler dels om jura. Kasper Kopping nægter nemlig at have været medvirkende til hacking, som han er tiltalt for.
- Jeg anede ikke, hvordan kilden fik fat i oplysningerne på sit arbejde, svarede han gentagne gange.
Kasper Kopping forklarede også i retten, at han på intet tidspunkt havde overvejet, at samarbejdet med tys-tys-kilden kunne være ulovligt.
Han har dog sagt til politiet under en afhøring, at han på et tidspunkt var bekymret for lovligheden. Det afviser han i dag. Og hvis det endelig var ulovligt, må det være hans chefer, der skal tage skraldet, mener han.
Han var alene en menig medarbejder, der gjorde det han var blevet bedt om, sagde han. Ikke bare én gang, men gentagne gange.
Se og Hør-sagen fortsætter torsdag, hvor Ken B. Rasmussen skal afhøres. Ken B. Rasmussen fik hele sagen til at rulle da han i 2014 udgav bogen 'Det forbandede liv'.