Alle tre dømte i Se og Hør-sagen accepterer dom

To tidligere Se&Hør-ansatte og Aller Media har alle besluttet ikke at anke byrettens dom.

Tre domme er faldet i den såkaldte Se&Hør-sag, og alle dømte har nu accepteret dommen. I morgen starter retssagen mod seks, der nægter sig skyldige i sagen. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Tidligere redaktionschef på ugebladet Se og Hør Kim Bretov har besluttet ikke at anke byrettens dom på seks måneders fængsel, oplyser hans forsvarer, advokat Poul Helmuth Petersen.

Kim Bretov har tilstået, at han medvirkede til hacking, da en it-operatør i PBS/IBM skaffede fortrolige oplysninger om kendtes brug af kreditkort til ugebladet, og dommen var seks måneders fængsel, betinget af 120 timers samfundstjeneste.

Lise Bondesen, tidligere nyhedschef og redaktionssekretær på ugebladet, fik samme strak, og hun har også besluttet at acceptere dommen.

Også Aller Media A/S har accepteret byrettens dom - en rekordstor bøde på 10 millioner kroner.

I morgen indledes straffesagen mod seks tiltalte, som nægter sig skyldige. It-operatøren samt tre chefredaktører og to journalister er under anklage - heriblandt Henrik Qvortrup, Kim Henningsen og Per Ingdal.

Under sagen skal både Lise Bondesen og Kim Bretov afgive forklaring som vidner. Her har de pligt til at tale sandt.

Også nogle af de kendte, som angiveligt blev eksponeret på baggrund af de følsomme oplysninger, skal svare på spørgsmål under sagen. Den behandles i september, oktober og november.

/ritzau/