Fire år, tre år og seks måneder og to år og seks måneders fængsel.
Sådan lyder den endelig dom fra et nævningeting i Københavns Byret i den såkaldte dronesag.
De dømte er Umut Olgun, Fady Atef Mohammad og Ibrahim Coskun Simsir. Umut Olgun udvises samtidig af Danmark. Han er tyrkisk statsborger.
De tre er dømt for at have fremmet terrororganisationen Islamisk Stat ved at forsyne IS med droneudstyr bestilt af terroristen Basil Hassan.
De er blevet dømt efter den samme paragraf i straffeloven som flere såkaldte syrienkrigere.
Hidtil har DR i dækningen omtalt de tre dømte som Taxachaufføren, Underviseren og Cykelhandleren.
Anklageren havde krævet fængsel i fem-seks år i sagen. Retten lægger i afgørelsen vægt på, at to af de tre mænd er dømt for handlinger, der ligger tilbage i 2013 og 2014.
Det får altså en direkte betydning i sagen, at der ikke er rejst sigtelse og tiltaler i sagen før mange år efter. Fady Atef Mohammad og Ibrahim Coskun Simsir blev først anholdt i september 2018.
Også tid har spillet en afgørende rolle for straffen til Umut Olgun. Her ser retten formildende på den langvarige varetægtsfængsling i sagen. Han har siddet varetægtsfængslet i mere end to år.
De tre dømte vil tænke over, om de ønsker at anke sagen.