Dronesagen dag 5: Fra IS bestilte Basil Hassan flødeboller, chips og dronedele

Tre mænd på 30 år er tiltalt for at have leveret terrordroner til Islamisk Stat. Følg retssagen her.

(Foto: © Tegning: Mette Ehlers, (C) DR Nyheder)

Gennem flere år har dansk politi og efterretningstjenesten efterforsket et formodet dansk terrornetværk. Politiet mener, at netværket med terroristen Basil Hassan i spidsen har købt og sendt dronedele til terrororganisationen Islamisk Stat. Retssagen mod netværket kører i Københavns Byret fra september 2019 til januar 2020.

Her kan du følge DR's retsanalytiker, der dækker sagen.

Dag 5: Kladder i falske mailkonti

Det kan være smart nok at oprette en e-mailadresse i et falsk navn, give kodeordet til en ven og aftale at skrive hemmeligt derinde i kladde-funktionen. Når man så modtager en besked fra vennen, skriver man tilbage i kladden og det kan på den måde være sværere at finde frem til, hvad man har skrevet om.

En endnu bedre idé kan dog være at undlade at tage screen dumps af sådanne korrespondancer, men det er, hvad Cykelhandleren har gjort i dronesagen. Hvis altså man ønsker at holde skriverierne hemmelige.

På Cykelhandlerens iPad har politiet fundet en række screen dumps af en G-mailkonto kaldet Peter Roses, som Cykelhandleren har brugt til at skrive med Basil Hassan, mens Basil Hassan ifølge efterretningstjenester har opholdt sig hos Islamisk Stat.

Cykelhandleren kunne i retten ikke svare på, hvorfor han og Basil Hassan ikke bare skrev til hinanden på almindelig mail.

En kuffert med guf

I den lidt kulørte afdeling fik pressen og tilhørere på retsdagens dag 5 et indblik i, hvad Basil Hassan savnede i efteråret 2013, da han angiveligt var hos Islamisk Stat.

Cykelhandleren forklarede nemlig, at han i november 2013 rejste til Tyrkiet med en kuffert fuld af bestillinger fra Basil Hassan. I kufferten lå børnetøj, chips, flødeboller og forskellige dronedele.

Cykelhandleren forklarede, at han havde lovet en fælles ven at hjælpe Basil Hassan med at hente nogle pakker. I november tog han til Tyrkiet for at aflevere kufferten med guf og en pakke med dronedele.

- Børnetøj, chips, flødeboller. Der er intet mistænkeligt i det. Det er ikke sådan, jeg siger: Lad mig lige tage ham (Basil, red.) til forhør. Der er intet mistænkeligt i det.

Dag 4: En sjette mand i netværket

Vi har vidst det længe, for politiet har hele tiden sagt det: Der er flere end de fem personer, vi kender til, der er involveret i det formodede danske droneterrornetværk.

Men på retssagens dag 4 fik vi et konkret navn, da både Cykelhandleren og Underviseren nævnte ham: Rawand Taher.

Rawand Taher er interessant, fordi han gik i gymnasieklasse med Basil Hassan og af flere gamle klassekammerater beskrives som en, der gik meget op i islam.

Ifølge efterretningstjenester endte Rawand Taher ligesom Basil Hassan med at spille en central rolle hos Islamisk Stat, inden han i december 2015 blev dræbt i et droneangreb udført af amerikanske styrker.

Det har ikke tidligere været fremme, at Rawand Taher skulle have spillet en rolle i det formodede danske terrornetværk, som indgår i dronesagen.

Men både Underviseren og Cykelhandleren har nu omtalt Rawand Taher konkret som en hjælper for Basil Hassan i 2013, hvor Basil Hassan ifølge politiet havde tilsluttet sig Islamisk Stat og var på flugt efter drabsforsøget mod Lars Hedegaard. I 2013 var Rawand Taher stadig i Danmark og havde endnu ikke tilsluttet sig Islamisk Stat.

Både Underviseren og Cykelhandleren fik ransaget deres adresser allerede i april 2014 i forbindelse med, at Basil Hassan var blevet anholdt i Tyrkiet.

Det var under disse ransagninger, at politiet fandt meget af det bevismateriale, der indgår i dronesagen.

Hos Underviseren blev der fundet et meget omtalt usb-stik, som Underviseren under sin afhøring forklarede tilhørte Basil Hassan og et usb-stik, som var tiltænkt Rawand Taher.

Og hos Cykelhandleren fandt politiet altså en mobiltelefon, som Rawand Taher havde givet Cykelhandleren til at kommunikere med Basil Hassan.

Da Underviseren og Cykelhandleren i 2014 blev afhørt i forbindelse med ransagningerne, nævnte ingen af dem Rawand Taher.

Dag 3: IS-regnskab med små og store poster

En hel dag afsat til afhøring af Underviseren, men det var langt fra nok.

Anklager Sidsel Klixbüll fik fredag tidsplanen til at skride i Københavns Byret og hverken anklager eller forsvarere er færdige med Underviseren.

Sidsel Klixbülls spørgsmål til Underviseren kredsede hele fredag stadig om det nu efterhånden famøse usb-stik, som Underviseren kunne fortælle, at han i april 2014 havde fået under en rejse til Tyrkiet. Ifølge Underviseren var det Abdulkadir Cesur, ham vi engang kaldte Bilvaskeren, der gav usb-stikket, og det kom angiveligt fra Basil Hassan.

Usb-stikket bliver mere og mere interessant, og man begynder at forstå, hvorfor Anklagemyndigheden kalder det afgørende i sagen.

Fredag fik vi lov at se flere dokumenter fra usb-stikket, blandt andet det Anklagemyndigheden kalder for interne regnskaber fra Islamisk Stat. Her mener anklageren, at Basil Hassan via hans krigernavn Abu Hani flere gange optræder, og at det dermed knytter netværket til terrororganisationen.

Vi har tidligere set dokumentation, for at Islamisk Stat har været særdeles grundige og måske lettere bureaukratiske i deres måde at køre en butik på, og det er på en måde tragikomisk, hvis udgiftspost på benzin for 90 kroner med Basil Hassans navn på kan være med til at fælde hans venner.

Researchede rigtig meget

Under afhøringen blev Underviseren spurgt til alt det, politiet teknikere har fundet på hans computer, USB-stik og en harddisk.

Her lå blandt andet 10 udgaver af magasinet Inspire, som terrororganisationen Al-Qaeda har udgivet. Her lå den berømte Anarkistens Kogebog, der gennem tiden har inspireret til massemord og terrorangreb. Og her lå flere dokumenter, oprettet og skrevet af Underviseren, med den ekstremistiske gruppering Kaldet til Islam som afsender. Kaldet til Islam blev i start 10’erne kendt for at ville patruljere døgnet rundt i bydelen Tingbjerg for at tage fat i dem, der drak, spillede, gik på diskotek eller andet, som ifølge Kaldet til Islam stred imod islam.

Underviseren nægtede i retten at have været en del af Kaldet til Islam. Han sagde, at han tit var uenige med dem, men hjalp dem alligevel med at skrive, fordi han oftest var den bedste blandt sine venner til at formulere sig.

Og så forklarede Underviseren, at han havde IS-materiale liggende, fordi han var uenig med Islamisk Stat.

- Jeg læser og researcher meget. Jeg sætter mig ind i tingene og er interesseret i at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Det er vigtigt for mig at forstå, hvad det drejer sig om, både hvad Al-Qeada mener og dem, der ikke har noget at gøre med Al-Qaeda, sagde han.

Dag 2: Et hemmeligt vidne, et endnu mere hemmeligt vidne og første afhøring af Underviseren

Lad os starte med en indrømmelse. Tirsdag formiddag skrev vi på dr.dk, at 'et hemmeligt spionvidne sender pressen uden for døren i dronesagen'. Det er nok at give vidnet rigeligt med skæg og blå briller, for denne spion viste sig senere på dagen 'bare' at være en ledende medarbejder i PET.

Det var PET selv, der gerne ville holde vidnet hemmeligt, for i efterretningstjenesten bryder de sig ikke om sådan at navngive konkret medarbejdere. Derfor blev dørene lukket, men godt hjulpet på vej af journalisternes protester, fik vi lov at høre vidnets forklaring bagefter - retsformanden læste den op. Hvis man har fuldt sagen om Basil Hassan i et stykke tid, var det ikke raketvidenskab eller dybe hemmeligheder, vores spionvidne fortalt bag lukkede døre.

Vi har hørt før, at PET førte samtaler med Basil Hassan forud for drabsforsøget på Lars Hedegaard, og vi ved udmærket, at der i Basil Hassans omgangskreds optræder mange fra det militante islamistiske miljø.

Løbende kontakt med Basil Hassan

Mest overraskende var det, at PET mener at kunne fastslå, at Basil Hassan løbende har haft kontakt til den tidligere terrordømte Abdulkadir Cesur (det er ham, vi kalder Bilvaskeren) i tiden 2011-2017.

Det er interessant af flere grunde. For det første fordi Basil Hassan i en stor del af denne periode menes at have opholdt sig i Syrien hos Islamisk Stat og Abdulkadir Cesur i Tyrkiet.

Når PET alligevel kan fastslå en løbende kontakt, indikerer det et dygtigt arbejde af Forsvarets Efterretningstjeneste og/eller et tæt samarbejde med andre landes efterretningstjenester. Fordi hverken Basil Hassan eller Abdulkadir Cesur er tilstede i retten (politiet har ikke kunnet få fat i dem), er det ikke sikkert, at vi kommer til at høre mere om denne kontakt.

Kontakten mellem de to er også interessant, fordi DR i februar 2019 mødte Abdulkadir Cesur i den tyrkiske by Bursa, hvor han i dag bor. I et længere interview, som DR foretog med skjult kamera, nævnte Abdulkadir Cesur af sig selv Basil Hassan.

Cesur sagde, at han 'ikke har talt med Basil Hassan i flere år'.

Vindmøllevirksomheden

Efter det knap så spionagtige spionvidne tog en af de tiltalte, den 30-årige mand vi kalder Underviseren, plads i vidneskranken.

Han er den første af de tiltalte til at blive afhørt. Han havde en nydelig, nystrøget lyseblå skjorte på. Han lignede sig selv fra det officielle billede, der indtil anholdelsen af ham i september sidste år, lå på hjemmesiden af den erhversskole, hvor han har undervist i flere år.

Han virkede selvsikker og rolig, som han sad der og svarede på spørgsmål fra anklageren Sidsel Klixbüll. Hun ville vide, hvad Underviseren og Basil Hassan skulle bruge droner til. Underviseren forklarede, at som han havde forstået det, ville Basil Hassan bruge små modelfly til at måle vindhastigheden i forbindelse med nogle vindmølleprojekter.

Underviseren er tiltalt for at have indkøbt dronedele for mange tusinde kroner, hvilket i sig selv er fuldt ud lovligt. Her skal Anklagemyndigheden forsøge at overbevise retten om, at Underviseren vidste, at han indkøbte dronedele til Islamisk Stat, og så langt nåede anklageren slet ikke i sin spørgerække.

Underviseren nåede ikke meget mere end at fortælle overordnet og indledende om, hvorfra han kendte Basil Hassan - en klassisk historie om studietiden. Og så fortalte Underviseren, at det først i april 2014 gik op for ham, at politiet mistænkte Basil Hassan for at stå bag drabsforsøget på Lars Hedegaard.

- Der kom en civil politimand og sagde, at der skulle ransages hjemme hos mig, fordi man mistænkte Basil Hassan for det her. Jeg anede ingenting.

Den kvindelige syrienskriger

Dag 2 i dronesagen havde også et hul, som vi nok aldrig får udfyldt. Midt på dagen hev Anklagemyndigheden endnu et hemmeligt vidne ind, og denne gang er hemmelig dækkende.

Der er tale om en kvinde, der ifølge Anklagemyndigheden har opholdt sig hos Islamisk Stat, men nu er vendt hjem til Danmark igen. Hun var indkaldt for at fortælle om Basil Hassan, som hun angiveligt kendte til i det selvbestaltede kalifat.

Anklagemyndigheden sagde i retten, at kvinden ikke ønskede at afgive forklaring, hvis det blev for åbne døre - hun frygter repressalier fra et islamistiske miljø.

Hvordan Anklagemyndigheden kan føre et vidne, som ifølge DRs oplysninger ikke er dømt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat og som inkriminerer sig selv ved at forælle om sin tid hos en terrororganisation, er en helt anden historie.

Dag 3 i dronesagen er fredag den 20.september. Her fortsætter afhøringen af Underviseren.

Dag 1: Regneark med indkøb af dronedele

Næsten tre timer tog det for de to senioranklagere Kristian Kirk og Sidsel Klixbüll på dronesagens dag 1 at forelægge sagen. Det er her, retten og pressen får en lille forsmag på, hvad der venter af mulige beviser og vidner i retssagen.

Nogle gange er forelæggelser kedelige, men i en terrorsag med 18.000 dokumenter, hvor alt er forsøgt holdt hermetisk lukket i to år, var hvert minut og hver eneste oplysning interessant.

Efter dag 1 i dronesagen ved vi nu, at:

1. Anklagemyndigheden vil bygge deres sag op omkring et usb-stik.

Det lyder af ingenting, men fylder rigtig meget. For på et usb-stik fundet i 2014 hos den tiltalte, der går under navnet Underviseren, har politiet fundet det, de betegner som et avanceret regneark over indkøb af dronedele.

I regnearket er der konkrete henvisninger til, hvornår indkøbene er blevet sendt med pakkepost, trackingnumre på pakkerne og stederne, de er købt. Regnearket er ifølge anklagemyndigheden oprettet af Basil Hassan, og to af de tiltalte kan ifølge anklagemyndigheden forbindes til indkøbene.

2. Efterforskningen har været et langtrukkent puslespil

To af de tiltalte i dronesagen er tiltalt for droneindkøb, der skulle være foretaget for fem år siden. Det har forsvarerne brugt til at kritisere politiet og anklagemyndigheden for en ualmindelig langsom efterforskning og til at sige, at hvis politiet syntes, det var så alvorligt - så burde de tiltalte have været anholdt for længst.

Det er et argument, vi kommer til at høre igen og igen. Men under forelæggelsen fra anklagerne kom flere interessante ting frem, der viser, at selv fund fra 2014 kan sættes i et nyt lys i dag. Politiet er med andre ord blevet klogere de sidste fem år.

Helt centralt i den proces står navnet på en brigade i Islamisk Stat, en afdeling kaldet 'Katibet al baraa bin Malik'. For i dokumenter, som politiet har fundet på det føromtalte usb-stik, fremgår navnet 'Katibet al baraa bin Malik' og Anklagemyndigheden mener, at terroristen Basil Hassan har oprettet dokumenterne og altså sørget for, at navnet på afdelingen i Islamisk Stat fremgik.

Brigadenavnet er afgørende her, for i slutningen af 2016 går det op for Politiets Efterretningstjeneste, at navnet i dokumenterne på usb-stikket er identisk med navnet på den afdeling i Islamisk Stat, der beskæftiger sig med droner og kemiske våben, 'Katibet al baraa bin Malik'.

Originale IS-dokumenter

Politiets Efterretningstjeneste har på det tidspunkt i noget tid været i besiddelse af nogle originale IS-dokumenter fra Mosul, som en forsker var kommet i besiddelse af. IS-dokumenterne viser blandt andet, hvordan brigaden systematisk udførte flyvninger og tests af droner, kameraer og andet udstyr identisk med det, som det danske netværk er tiltalt for at have indkøbt.

Politiets Efterretningstjeneste havde tidligere forsøgt at få oversat dokumenterne, men altså først i efteråret 2016, da man ifølge anklageren fik fat i 'den fremmeste og dygtigste oversætter' opdagede man i dansk politi linket mellem IS-dokumenterne og navnet på dokumenterne på usb-stikket.

Hvem er de involverede i sagen

  • Anklager: Kristian Kirk fra Statsadvokaten har haft mange profilerede sager blandt andet mod Kundby-pigen og Peter Madsen. I retten får Kristian Kirk hjælp fra anklager Sidsel Jessen-Klixbüll fra Københavns Politi. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)
  • Michael Juul Eriksen er forsvarer for en 30-årig taxachauffør, der ifølge politiet har købt dronedele i Danmark og leveret dem til Islamisk Stat. Michael Juul Eriksen har været forsvarer i adskillige terrorsager. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2016) (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)
  • Jesper Storm Thygesen er forsvarer for en 30-årig cykelhandler. (Foto: © Sonny Munk Carlsen, Scanpix)
  • Gert Dyrn er forsvarsadvokat for den 30-årige mand, der blev anholdt på et erhvervsakademi i København. (© Gary Britton)
1 / 4

Sagen kort

Basil Hassans netværk