Drab ved synagogen: 18-årig skal blive i cellen

Retsmøde i sag om skyderierne i København er overstået på et kvarter. Dørene er fortsat lukkede.

Ligesom fire andre skal en 18-årig mand fortsat sidde varetægtsfængslet i sagen om skudattentaterne i februar i København.

En dommer i Københavns Byret har torsdag besluttet at forlænge fængslingen frem til 13. august.

Det er sket efter et retsmøde på et kvarters tid. Offentligheden fik ikke lov at høre, hvad der blev sagt.

- Vi mangler at identificere vidner, sagde advokaturchef Dorit Borgaard - og gav dermed sin begrundelse for, at åbenhed vil kunne ødelægge politiets efterforskning.

Med hænderne fikseret i et bælte blev den unge mand ført ind i retssalen. Flere betjente iført skudsikre veste var på plads i og omkring retssalen.

Sigtes for drabsforsøg

Den unge sigtes for medvirken til de drab og drabsforsøg, som Omar El-Hussein begik 14. og 15. februar.

Først gik han til angreb ved et debatmøde i Krudttønden, og senere affyrede han skud ved synagogen i det indre København. Omar el-Hussein blev tidligt næste morgen selv skudt og dræbt af politiet på Nørrebro.

Den 18-årige nægter, at han har medvirket til drab og drabsforsøg. Men politiet mener, at han skaffede El-Hussein en skudsikker vest og mindst en kniv. Hvad hans forklaring går ud, kendes på grund af de lukkede døre ikke.

Terrorangrebet i februar

Sigtelsen er umiddelbart mindre alvorlig end mod de øvrige fire, som beskyldes for at have håndteret skydevåben.

Den unge har været frihedsberøvet siden 27. februar.

Angrebene i februar kostede filminstruktør Finn Nørgaard og den jødiske vagt Dan Uzan livet. Flere politifolk blev såret.

Sagen satte gang i en af de største efterforskninger i nyere tid.

/ritzau/