Hvem gjorde egentlig hvad op til terrorangrebet i København i midten af februar i år?
Det får offentligheden måske et nærmere indblik i, når justitsminister Mette Frederiksen (S) torsdag aften klokken 18 holder pressemøde på baggrund af de redegørelser, som Kriminalforsorgen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten og Københavns Kommune nu har afleveret.
Redegørelserne fra de forskellige myndigheder kommer efter ønske fra Folketingets Retsudvalg.
Radikalisering i fængsler
Udvalget har blandt andet bedt om en beskrivelse af myndighedernes håndtering af oplysninger om den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein, som politiet har udpeget som gerningsmand.
Derudover er Kriminalforsorgen blevet bedt om at aflevere en beskrivelse af fængselsvæsenets generelle indsats mod radikalisering og ekstremisme.
Det er tidligere kommet frem, at Politiets Efterretningstjeneste var blevet informeret af Kriminalforsorgen om, at Omar Abdel Hamid El-Hussein var blevet radikaliseret under en varetægtsfængsling for et groft knivstikkeri.
Det er dog ifølge Ritzaus oplysninger ikke de fulde redegørelser, som offentligheden får indblik i. Det skyldes, at der er personfølsomme oplysninger i materialet.
Yderligere redegørelser på vej
Redegørelserne har været undervejs i tre uger.
Udover dem, der - i hvert fald delvist - vil blive fremlagt torsdag, er også politiet og Politiets Efterretningstjeneste blevet bedt om at redegøre for håndteringen af terrorangrebet.
De har imidlertid en længere frist på yderligere tre uger, før redegørelserne skal ligge klar.
To blev dræbt
Terrorangrebet i København kostede den 37-årige Dan Uzan og den 55-årige Finn Nørgaard livet. Også Omar Abdel Hamid El-Hussein døde.
Finn Nørgaard blev skudt og dræbt på klos hold under et debatarrangement i kulturhuset Krudttønden med den svenske Muhammedtegner Lars Vilks på Østerbro.
Dan Uzan blev dræbt flere timer senere foran synagogen i Krystalgade, hvor han var privat vagt for et arrangement i synagogen.
/ritzau/DR Nyheder/