Dommere erklærer sig inhabile i sag mod Pusher Street-anklager

Anklager beskyldes for at ville påvirke politividner. Sagen mod hende flyttes væk fra Københavns Byret.

Retten på Frederiksberg ventes at skulle bruge op mod ti retsmøder på at behandle straffesag mod anklager, som tiltales for misbrug af stilling. (Foto: © Liselotte Sabroe og Keld Navntoft, DR ARKIV)

Københavns Byret opgiver at afgøre, om en anklager skal straffes for at have forsøgt at påvirke politividner i to sager om hashsalg i Pusher Street.

I stedet har byretten besluttet at sende sagen videre til Retten på Frederiksberg.

Det skyldes, at Københavns Byret anser sig for at være inhabil, bekræfter advokat Stine Gry Johannessen. Hun er forsvarer for den tiltalte. Også Københavns Byret bekræfter over for DR Nyheder, at sagen er flyttet til Retten på Frederiksberg.

Inhabiliteten skyldes, at den 45-årige anklager tidligere har ført sager om Pusher Street netop i Københavns Byret, oplyser forsvarsadvokaten.

Nu er anklageren selv tiltalt i en helt usædvanlig sag. I efteråret 2016 blev hun pludselig sat fra bestillingen, da hun i Østre Landsret førte en sag om hash i Pusher Street mod 11 tiltalte.

Det anklageskrift, der senere blev udformet med hende som hovedperson, handler om, at politividner blev instrueret om, hvad de skulle sige i retten - og om et coverup.

Hun risikerede at påvirke politividners forklaring i retten, fordi hun forinden sendte dem detaljerede spørgsmål, påstås det.

Dette betegnes som embedsmisbrug og skete i to forskellige hashsager.

At hun holdt sin aktivitet skjult for retten og forsvarerne, er i strid med, at en anklager skal være objektiv, hedder det i anklageskriftet.

Anklageren nægter sig skyldig.

Miseren har betydet, at hashsagen i landsretten mod de 11 har ligget stille i snart to år.

/DR Nyheder/