En dommer i Californien har udstedt en retskendelse, der forhindrer den amerikanske regering i at holde 28 yemenitter med gyldigt visum fra at rejse ind i Los Angeles.
Det er sket på opfordring fra en advokat der repræsenterer 28 yemenitter, der er strandet i transit i Djibouti.
- De her mennesker flygter fra krig, der er folk, der er kommet til skade, folk, der ikke får den medicin, de har behov for, børn, der er døde, siger advokaten.
- Det her er kvinder og børn af amerikanske statsborgere, og jeg bliver nødt til at sprede den besked, siger hun videre.
Dommen i Californien kommer i kølvandet på lignende domme i andre delstater som blandt andet New York, Virginia og Washington.
Ubestemt tid
Indrejseforbuddet i USA gælder 90 dage for borgere fra syv lande, hvor befolkningen overvejende er muslimsk.
Det drejer sig om landene Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen.
Formålet med Trumps dekret er at holde "radikale, islamistiske terrorister" ude af landet.
Syriske statsborgere vil ikke længere kunne få visum til USA, og syriske flygtninge vil blive udelukket fra landet.
Dette gælder på ubestemt tid, eller indtil Trump vurderer, at kontrollen er blevet så god, at potentielle terrorister ikke kan udnytte svagheder i systemet.
/ritzau/