En blot femårig iransk dreng måtte lørdag lade sig anholde i Washington Lufthavn på grund af det nye indrejseforbud i USA.
Drengen, som er amerikansk statsborger med iransk baggrund, rejste med et andet familiemedlem til USA, hvor hans mor ventede på ham.
Men familien måtte vente i flere timer, fordi drengen blev tilbageholdt.
Mandag forklarede Det Hvide Hus' talsmand, Sean Spicer, hvorfor drengen skulle anholdes, trods sin uhyre lave alder.
- Vi taler om 325.000 mennesker, og kun 109 af dem blev ulejliget i kort tid til ære for vores alles sikkerhed, siger Spicer i sin daglige pressebriefing.
- En af dem var fem år gammel, blev der spurgt fra salen, hvortil Spicer svarede:
- Ok, og han kom igennem. Sådan fungerer det. Min pointe er, at du kan gå kritisk igennem alle vores beslutninger, men det er helt forkert at antage, at man ikke er til fare for nationen, bare fordi man har en specifik alder eller et specifikt køn, siger Spicer.
Se klippet, hvor drengen og hans mor bliver genforenet i toppen af denne artikel.
OBS: Det fremgik tidligere i artiklen, at drengen også var blevet lagt i håndjern. Det var en fejl fra fra DR Nyheders side.
Den oplysning kan ikke bekræftes, hvorfor artiklen er rettet og faktuelle fejl er slettet igen.