Den tidligere PET-chef Jakob Scharf er idømt fire måneders ubetinget fængsel i en usædvanlig retssag om videregivelse af fortrolige oplysninger.
Dommen har han fået for at have videregivet fortrolige oplysninger ved at medvirke til bogen "Syv år for PET", der udkom for over to år siden.
Jakob Scharf er underlagt tavshedspligt, fordi han fra 2007 til 2013 var offentligt ansat som øverste chef for landets efterretningstjeneste, PET. Her er ansatte underlagt særlige skrappe krav til fortrolighed, slår dagens dom fast.
Jakob Scharf var tiltalt for at have afsløret fortrolige oplysninger 28 steder i bogen. Han blev fundet skyldig i hovedparten af anklagerne, nemlig for at have brudt tavshedspligten 24 steder i bogen.
Men i fire citater frikendes han:
Kvælerslanger og Rolex-ur
Et citat handler om, at Jakob Scharf i sin tid som PET-chef mødte en excentrisk sikkerhedschef, der viste ham terrarier med kvælerslanger, som blev fodret med levende mus, og gav ham et Rolex-ur i gave.
Her mente anklagemyndigheden, at Jakob Scharf videregav fortrolige oplysninger om efterretningstjenestens samarbejdspartnere.
Men det fandt retten ikke bevist. Derfor blev Jakob Scharf frikendt i dette forhold.
Teknisk indhentning
I et andet citat beskriver Jakob Scharf, at den tekniske indhentning i form af elektronisk overvågning af folk sjældent giver efterretningstjenesten ret mange brugbare oplysninger.
Oplysningerne er ofte diffuse, og det kan for eksempel være svært at gennemskue, hvem der har sendt en mail. I stedet giver kildearbejdet flere brugbare oplysninger, siger Jakob Scharf i bogen.
Her mente anklagemyndigheden, at Jakob Scharf videregav fortrolige oplysninger om PETs arbejdsmetoder og kildearbejde, men det afviste Københavns Byret.
Detaljer om terrorsag
I et tredje citat sætter Jakob Scharf ord på, hvordan PET var i kontakt med den svenske efterretningstjeneste angående navngivne personer med relation til al-Qaedas ledelse, som var under mistanke for at ville angribe Jyllands Posten som følge af sagen om Muhammed-tegningerne.
Her mente anklagemyndigheden, at Jakob Scharf afslørede fortrolige oplysninger om PETs operationer og samarbejdspartnere.
Men her blev Jakob Scharf også frikendt for at have talt over sig.
Ingen orientering af mediekoncern
I det fjerde citat fortæller Jakob Scharf, at PET ikke orienterede JP Politikens Hus om en terrorcelles planer om at angribe mediekoncernen, fordi sagen så ville komme ud i offentligheden, inden personerne blev anholdt, og det ville gøre det svære at retsforfølge gruppen efterfølgende.
Her var det anklagemyndighedens opfattelse, at der blev videregivet fortrolige oplysninger om PETs arbejdsmetoder, men det afviste Københavns Byret.
Under sagen i Københavns Byret nægtede Jakob Scharf sig skyldig i anklagerne og krævede frifindelse. Den tidligere øverste chef for efterretningstjenesten har endnu ikke af gjort, om han vil anke til landsretten.