Dansk Folkeparti vil se fremad og accepterer ældreminister Thyra Franks (LA) beklagelse af sin håndtering af de sager, der er kommet frem om hendes tid som forstander for plejehjemmet Lotte.
Det fortæller partiets ældreordfører, Jeppe Jakobsen, til DR Nyheder.
- Jeg synes, at det er godt, at ældreministeren nu melder klart ud og tager afstand fra den praksis, man havde på plejehjemmet Lotte, hvor man så lidt stort på lovgivningen og anmærkninger fra tilsyn. Det er godt med en utvetydig beklagelse, siger han.
Så I vil ikke forfølge sagen videre?
- Nej, den er lukket for vores vedkommende, siger ældreordføreren.
For blot fire dagen havde piben nemlig en anden lyd, da både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet krævede en "klar afstandtagen" fra den praksis, der var på plejehjemmet Lotte under Thyra Franks ledelse.
Thyra Frank: Har taget arbejdsmiljøet alvorligt
Her til aften har Thyra Frank så sendt en skriftlig meddelelse til Ritzau, som hun ikke har ønsket at udybbe.
- Jeg er ked af, hvis bemærkningerne om arbejdspladsvurderinger i min bog har givet indtryk af, at jeg ikke har taget arbejdsmiljøet på plejehjemmet Lotte alvorligt. Det har jeg naturligvis, for jeg har altid sat stor pris på medarbejderne og gået meget op i, at de har haft ordentlige forhold, siger Thyra Frank.
Denne forklaring har formildet Dansk Folkeparti:
- Der er en klar beklagelse af den praksis, man har ført og en uddybning af den misere, der har været, om de her APV’er har været afskrevet eller ej. Nu står det krystalklart, at ministeren tager afstand fra de anmærkninger, der har været, og at man ikke har skrevet de her APV’er af, siger ældreordfører Jeppe Jakobsen.
Sagen begyndte for halvanden måned siden, da TV2 kunne fortælle, at Thyra Frank i en bog fra 2010 siger, at hun havde skrevet plejehjemmet Lottes arbejdspladsvurdering af fra et jysk plejehjem.
Det fik Folketingets to største partier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, til at kræve en redegørelse fra ministeren og fik ligeledes Socialdemokratiet til at stille spørgsmålstegn ved, om Thyra Frank havde begået dokumentfalsk.
DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra Socialdemokratiets ældreordfører, Astrid Krag. DR Nyheder forsøger ligeledes at få en uddybende kommentar fra ældreminister Thyra Frank.