Det ved vi efter Se og Hør-sagens første dag

Sms-beskeder og emails bliver en stor del af anklagemyndighedens bevisførelse de kommende måneder, fremgik det af første dag i den såkaldte Se og Hør-sag.

(Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

De seks tiltalte, der nægter sig skyldige i Se og Hør-sagen, fik i dag lov at høre, hvordan de næste par måneder kommer til at udspille sig i Retten i Glostrup.

Under sin præsentation af sagen, fremlagde specialanklager Morten Frederiksen hvordan både sms’er og mails mellem den såkaldte tys-tys-kilde og redaktionen samt på redaktionen på Se og Hør internt vil udgøre en del af bevismaterialet.

Blandt andet opfordrede journalist Kasper Kopping i 2010 flere på redaktionen til at byde ind med navne på kendte personer, som man ville have informationer på, fordi:

- Vores tipper kan gå ind i morgen og lede efter nye navne i systemet (kreditkort). Og KUN i morgen. Det er svært og risikabelt at gøre løbende for ham. Hvis I har nogle nye navne, som er aktuelle lige nu, og som det vil være godt at have kreditkortoplysninger på, så giv lyd.

Sms-udvekslinger om kendte

Derudover fremlagde han en sms-udveksling mellem Kopping og kollega Ken B. Rasmussen.

- Haha. Martin J har lige her klokken 16.03 fået ordnet lokkerne hos Dennis Knudsen (en frisør i København, red.). 480 kr. for en herreklip. Inden da har han fået skyllet ganen på Victor (café i København) kl. 13.13, fremgår det af en af sms'erne, mens det af en anden fremgår, at Prins Henrik har været på kasino.

Fælles for oplysningerne er ifølge Anklagemyndigheden, at oplysningerne kun kan stamme fra tys-tys-kilden, der har fundet oplysningerne i kreditkortsystemet.

Overvågning af kreditkort

Derudover fremlagde Morten Frederiksen også, hvordan tys-tys kilden har søgt og fundet informationerne hos NETS, og at han efter Anklagemyndighedens opfattelse både har haft mulighed for at søge på transaktioner for at se, hvor og hvornår købene er blevet registreret, samtidig med, at han har kunnet søge oplysningerne på bestemte indehavere af kort.

Den tidligere IBM-ansatte skulle efter planen have afgivet forklaring i dag, men det er blevet udskudt.

Ifølge forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen venter han, indtil Landsretten tager stilling til, om tilståelsessagerne mod tidligere nyhedschef Lise Bondesen og redaktionschef Kim Bretov er blevet ført, som de skal.

Ifølge flere af forsvarerne var der nemlig ikke juridisk grundlag til at dømme dem.

- De er dømt for at medvirke til hacking, men de andre (Lise Bondesen og Kim Bretov, red) har ikke afgivet en forklaring, som vidner om, at de har haft kendskab til, at der er sket hacking, siger Michael Juul Eriksen og forklarer, at det er derfor, hans klient har valgt ikke at udtale sig.

Taktik

Men der kan ifølge DRs retskorrespondent Trine Maria Ilsøe også være en anden grund.

- Han forsøger at vinde tid. Man kan ikke lade være med at få mistanke om, at det kan være et taktisk træk. I en sag som denne er det ikke nødvendigvis godt at være den første til at afgive forklaring, så det kan være, de venter for at se, hvad nogle af de andre har tænkt sig at fortælle, siger hun og uddyber:

- Jo mindre de tiltalte siger i denne her sag, desto mere skal Anklagemyndigheden jo lægge frem af beviser.

Ifølge Michael Juul Eriksen er der ikke sket en overtrædelse af hacking-bestemmelserne, fordi tys tys-kilden kun har anvendt informationer, han har haft adgang til via sin ansættelser.

Når retssagen fortsætter på tirsdag, vil det være journalist Kasper Kopping, der som den første vil afgive forklaring.

- Han er den, som var en slags kildefører og havde primær kontakt til tys-tys-kilden, ham som fik informationerne, hver gang kilden havde været inde og snage og få oplysninger af de kendte, forklarer Trine Maria Ilsøe.

De tiltalte i Se og Hør-sagen er:

  • Henrik Qvortrup, chefredaktør på Se og Hør 2001-2008

  • Kim Henningsen, chefredaktør på Se og Hør 2009-2012

  • Per Ingdal, udgiverredaktør hos Aller 2002-2014 og chefredaktør på Se og Hør 2008-2009

  • Ken Bjørnskov Rasmussen, journalist på Se og Hør 2007-2012

  • Kasper Denager Kopping, journalist på Se og Hør 2005-2014

  • Tys-tys kilden, tidligere systemoperatør hos PBS/IBM