'Det kan en spindoktor ikke levere': Prins Christians tale var sårbar og ægte

Da fødselaren talte ved sin 18-årsfest, var det i øjenhøjde med befolkningen, mener eksperter.

"2.000 meter i frit fald. Men jeg er ikke bange eller svimmel", sang Pigekoret ved deres optræden til prins Christians 18-års fejring i går i aftes ved gallataffel i Riddersalen på Christiansborg Slot.

Prins Christian følte det måske også som frit fald at skulle rejse sig for de 360 gæster og holde sin første officielle tale.

Han lagde da heller ikke skjul på, at han var nervøs for at stå der som tronarving i sit stiveste puds og som nyudnævnt ridder af Elefantordenen, som hans farmor, dronning Margrethe, havde tildelt ham i dagens anledning.

Men han fortalte, at han er klar til at "finde sin vej" og "sætter en ære i at skulle tjene sit land".

- Selvom jeg ryster lidt på hænderne i dag, har jeg hjertet med i mødet med fremtiden, sagde han.

Thomas Larsen, der kongehuskommentator og forfatter til flere bøger om kongelige, mener, at prinsens evne til at udvise sårbarhed gjorde talen så stærk.

- Der var en menneskelighed og en ægthed, som man ikke kan få en spindoktor til at levere. Den blev afleveret med en meget stærk overbevisning, siger han.

Fremragende brobygning

Evnen til at være ærlig omkring sit indre følelsesliv talte direkte ind i nogle af de samme tanker, som mange af de unge og helt almindelige 18-årige gæster til festen også døjer med.

Det siger retoriker Jesper Troels Jensen, formand for Danske Taler.

- Det er fremragende brobygning til hele nationen. Han taler om noget, som alle 18-årige kender, siger han.

Prinsen indrømmede for eksempel, at han formentlig kommer til at slå en skævert i sit kommende liv som tronarving.

- Jeg kan ikke levere perfektion, for hvad er perfektion overhovedet, sagde han.

Prinsen viste også menneskelighed med sit kropssprog, og at han var oprigtig nervøs, og da talen var afholdt, lød der et lettelsens suk fra ham.

- Han afmonterer det højtidelige og siger, "jeg er magen til jer". Selvom det ikke er rigtigt, så er det den retoriske strategi bag talen, siger Jesper Troels Jensen.

- Talen står som en fantastisk åbning af et nyt rum for ham, hvor han taler ikke bare til gæsterne, men til hele Danmark, siger han.

Du kan se hele talen i sin fulde længde her:

Vi genkender hans historie fra 2. g

Når prins Christian siger, at han ikke kan love at være perfekt, så taler det også direkte ind i de forventninger, som omverdenen kommer til at have til ham som fremtidig konge af Danmark.

Det siger DR's historie- og kongehuskorrespondent, Cecilie Nielsen.

- Han kan ikke selv vælge sin fremtid, men han skal forsøge at finde ud af, hvordan han skal udfylde den rolle, og der vil den sætning blive fremhævet mange gange i rigtig mange portrætprogrammer fremover, sige Cecilie Nielsen.

Prins Christian - en kongelig rejse

Prinsen fremhævede en anekdote om, hvordan han var meget nervøs for sidste sommer at skulle starte i en helt ny gymnasieklasse i 2. g på et helt nyt gymnasium, hvor alle elever allerede havde kendt hinanden i et år.

Derved fortalte han om en situation, som andre også har oplevet, og han gjorde det meget nært.

- Fordi han fortæller den her fine, lille konkrete historie, tror vi på ham, og vi kan genkende os selv i det, siger Cecilie Nielsen.

Viser samme kvaliteter som dronningen

Prinsen tør som sin far, kronprins Frederik, vise sårbarhed, og det er helt nyt, at man ser den slags fra et kongehus, påpeger Thomas Larsen.

- De viser, at de lytter til, hvad der sker i det omkringliggende samfund, fordi de rækker ud til en masse unge, der kløjs i perfekthedskulturen, og som har det svært og mistrives. Så bliver der skabt et fællesskab, og det er meget stærkt, siger Thomas Larsen.

  • Prins Christians 18 års fødselsdagsfejring begyndte på balkonen på Frederik VIII's Palæ, Amalienborg Slot i København. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)
  • Prinsen var også ude og hilse på folket alene. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)
  • Og folket kvitterede med at synge "I dag er det Christians fødselsdag". (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)
  • Kronprinsfamilien ses her ankomme til gallafesten på Christiansborg Slot. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)
  • Dronningen og tronarvingen ved ankomsten til taflet. Dronningen tog imod, da hun er vært ved festlighederne. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)
  • - Forberedelse og øvelse kommer aldrig dårligt igen. De to tilsammen udgør tilsammen en slags livets lommekniv. Der findes ikke den situation, hvor den ikke kan bruges. Det giver os noget at falde tilbage på. Så uanset om der er tale om nyt liv, ny stil, nyt gear, så huske at holde kniven skarp, sagde kronprinsen i sin tale. (Foto: © Nikolai Linares, Ritzau Scanpix)
  • Gæsterne hilser på den kongelige familie i Fløjlsgemakket før festen. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)
  • - Jeg er spændt, men også tryg ved og stolt af at være en del af min familie, og jeg sætter en ære i at skulle tjene mit land, sagde prins Christian i sin tale. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)
  • Så selvom jeg ryster lidt på hænderne i dag, har jeg hjertet med i mødet med fremtiden, sagde han. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)
  • Prins Christian sagde i sin tale, at det var stort at stå med landets højeste orden og "et særligt ansvar hvilende" på sine skuldre. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)
  • Det var også en tydeligt berørt kronprinsesse Mary, der lyttede til sin søns første officielle tale. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)
1 / 11

Prins Christian brugte sin egen situation til at række ud til rigtig mange mennesker i landet og ikke mindst rigtig mange unge, der mistrives.

- Prins Christian er eksponent for en ny generation, der kommer til at være i kontakt med befolkningen på en anden måde, end dronningen har været, fordi der har været større distance og blufærdighed, siger Thomas Larsen.

Hans budskab i talen var også, at frygten for at fejle ikke skal forhindre os i at prøve at gå frem.

At man ikke behøver at være den bedste for at være noget.

- Du er måske ikke den sjoveste eller klogeste i klassen, men så er du garanteret noget andet, sagde prinsen blandt andet.

- Nu har vi i mange år lyttet på dronningens nytårstaler, og hun har haft denne her fantastiske evne til at stille skarpt på ting, der betyder noget herhjemme, og som vi debatterer bagefter. Jeg synes, at hendes søn og barnebarn viser nogle af de samme kvaliteter, siger Thomas Larsen.

VIDEO Kronprinsen holdt også en tale ved festen og gav et lille indblik i prinsens væsen: