Et historisk vink fra balkonen på prins Christians fødselsdag: 'Det var en stor oplevelse'

Den 18-årige prins blev mødt med jubel og fødselsdagssang, da han ved middagstid trådte ud på balkonen på Amalienborg Slot foran tusindvis af fremmødte danskere.

Det medførte stor jubel, da prins Christian ved middagstid trådte ud på balkonen på Amalienborg Slot og vinkede til danskerne.

Døren gik op - og ud på balkonen på Amalienborg Slot trådte den nu 18-årige prins Christian. Med et stort smil på læben vinkede den kongelige fødselar til den store menneskemængde, der var mødt op på slotspladsen i København.

Efter prinsen fulgte hans forældre kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, hans søskende og dronning Margrethe.

De mange fremmødte danskere kvitterede med jubel og fødselsdagssang for den 18-årige prins.

Og det var et stort øjeblik, siger kongehusekspert Thomas Larsen.

- Det her er et af de øjeblikke, der ikke bare vil være mejslet ind i familiens men også vores historie. For det er her, vi ser, næste generation træde frem, siger han.

Thomas Larsen hæfter sig også ved de mange tusinde danskere, der var mødt frem for at fejre prinsen på slotspladsen.

- Det er et vidnesbyrd om, at monarkiet er i live, og at støtten til kongehuset er massiv her i Danmark, siger kongehusekspert Thomas Larsen.

Mange tusinde danskere var mødt op på Amalienborg Slotsplads for at fejre den kongelige fødselar. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

'Det var en stor oplevelse'

På forreste række i publikum sad Kirsten Kyllesbech i sin kørestol. Hun synes, at oplevelsen levede op til hendes forventninger og beskriver den som "perfekt".

- Det var en stor oplevelse. Jeg har aldrig været herinde før til fødselsdag. Jeg var meget glad for at være herinde, siger Kirsten Kyllesbech.

Blandt de fremmødte var også Uffe Olsen og hans datter Mona Olsen.

- Jeg synes, det er dejligt. Det er en dejlig familie - så skal vi da også fejre, når der er nogen, der bliver 18 år, siger Uffe Olsen.

14-årige Mona Olsen var også begejstret for dagens fejring.

- Jeg synes, det er ret vigtigt. Det er ret sjovt at se. Det er jo ikke hver dag, man får lov til at se det, siger hun.

Ifølge kongehusekspert Thomas Larsen kan den unge prins Christian blive en rollemodel for sin generation.

- Det er en ny generation, der træder frem i kongehuset. Og det betyder også, at der er unge i hele landet, der får en person, de kan spejle sig i, siger Thomas Larsen.

Samme balkon som farmor vinkede fra på sin 18-års fødselsdag

Det var fra slotsbalkonen på Frederik 8.s palæ, at prins Christian trådte ud og vinkede - selvsamme balkon som dronning Margrethe vinkede fra, da hun fyldte 18 år og blev myndig i 1958.

Og mens det i dag var en storsmilende prins, der trådte ud på balkonen, så var sagen en anden, da dronning Margrethe vinkede fra balkonen for 65 år siden, siger kongehusekspert Thomas Larsen.

- Sandheden er, at dronning Margrethe faktisk var meget nervøs denne her dag og også præget af et enormt forventningspres, der lå på hendes skuldre.

Nervøsiteten kan ifølge kongehuseksperten skyldes, at dronning Margrethe på sin 18-års fødselsdag allerede var tronfølger - og ikke blot tronarving, som prins Christian er i dag. På sin 18-års fødselsdag oplevede Dronning Margrethe ifølge Thomas Larsen et meget brat skift, fordi hun som tronfølger skulle træde ind i flere officielle gøremål.

Men til prins Christians 18-års fødselsdag i dag er situationen en anden, tilføjer DR's historie- og kongehuskorrespondent Cecilie Nielsen.

- Her har vi den helt særlige situation, hvor farmor er her endnu. Dronning Margrethe er regenten. Tronfølgeren er kronprins Frederik, og så er prins Christian altså først i næste geled derefter.

I billedgalleriet her kan du blandt andet se et billede fra vinkeseancen ved dronning Margrethes 18-års fødelsdag - og andre historiske balkonbilleder fra Amalienborg Slot.

  • Den danske kongelige familie trådte ud på balkonen på Amalienborg fredag den 16. april 2010 ved fejringen af dronning Margrethes 70-års fødselsdag. (Foto: © Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix)
  • Ved dronning Margrethes 25-års regeringsjubilæum i 1997 trådte kronprins Frederik, prinsesse Alexandra, dronning Margrethe, prins Henrik og prins Joachim ud på balkonen og vinkede til danskerne. (Foto: © Jørgen Jessen/Epa-Nf/Ritzau Scanpix)
  • Da den tidligere kong Frederik IX's fyldte 60 år, trådte kongefamilien også ud på balkonen på Amalienborg Slot. På billedet her fra 1959 ses den nuværende dronning Margrethe, der dengang var prinsesse, daværende dronning Ingrid, prinsesse Anne-Marie, prinsesse Benedikte og kong Frederik IX. (Foto: © Per Pejstrup/Ritzau Scanpix)
  • Den 16. april 1958 fyldte dronning Margrethe, der dengang var prinsesse, 18 år. Her ses hun under vinkeseancen på balkonen. (Foto: © Aage Sørensen/Ritzau Scanpix)
1 / 4