Det har prins Henrik sagt om sin rolle i kongehuset

Det er langt fra første gang, at prins Henrik har utrykt utilfredshed med ikke at blive ligestillet med sin hustru, dronning Margrethe.

Prins Henrik har i mange år været utilfreds med sin titel som prinsegemal, som nu er blevet til prins. (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, Scanpix)

Kongehuset bekræftede i går, at prins Henrik ikke vil begraves sammen med dronning Margrethe.

Ifølge kongehusets kommunikationschef Lene Balleby skyldes den overraskende udmelding fra prins Henrik længere tids utilfredshed med hans placering i det kongelige hierarki.

- Den utilfredshed har i de senere år fyldt mere og mere. For prinsen er beslutningen om ikke at lade sig begrave ved siden af dronningen den naturlige konsekvens af, at han ikke er blevet ligeværdigt behandlet i forhold til sin ægtefælle – ved ikke at få den titel og funktion, som han har ønsket, sagde Lene Balleby til BT.

Men hvornår har prins Henrik ellers udtrykt utilfredsheden med sin rolle i monarkiet, der altså nu betyder, at han ikke skal begraves med sin ægtefælle? DR Nyheder har samlet nogle eksempler:

1996 - "Skæbne forpligter"

På billedet her får prins Henrik overrakt første eksemplar af selvbiografen "Skæbne forpligter". (Foto: © Jørgen jessen, Scanpix)

Første gang Prins Henrik offentligt udtrykte sin utilfredshed med sin placering i monarkiet, var i selvbiografien "Skæbne forpligter" fra 1996.

- Alt godt tillægges chefen, alt dårligt nummer to... I værste fald beskriver det sarkastiske billedsprog os som skødehunde, der tripper bagefter, nogle gange i snor, som sidder pænt for en sukkerknald, og som fremfor alt ikke siger noget, skrev prins Henrik.

2002 - Nytårskur uden dronningen

Her ankommer kronprins Frederik til nytårskur på Christianborg Slot torsdag den 3. januar 2002, som stedfortæder for dronning Margrethe. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Da Dronning Margrethe brækkede to ribben før nytårskuren tilbage i 2002, blev det kronprins Frederik og ikke prins Henrik, der tog over. Med hans egne ord blev han her nummer tre i hierarkiet.

- Der var jeg rigtig chokeret, fordi kur er slet ikke en politisk handling, jeg ville aldrig blande mig i min kones arbejde. En kur er nationen og udlændinge der kommer og ønsker deres bedste ønsker til regentparret. Så hvorfor skulle min søn tage sin mors og min plads. Jeg følte mig relegeret til skraldespand, har han efterfølgende sagt til TV2.

2007 - vil være kong Henrik

I 2007 var prins Henrik og dronning Margrethe i Mexico. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Under et interview med det franske ugeblad Point du Vue på Amalienborg siger prins Henrik, ifølge Ekstra Bladet, at han burde tiltales som konge.

- I dag får en konges kone titlen dronning. Men en regerende dronnings mand bliver ikke konge ved ægteskab, lød det ifølge Ekstra Bladet fra prins Henrik.

- Offentligheden er tilbøjelig til kun at anerkende dronningen. Således bliver parforholdet skævt, ikke privat, men i offentlighedens øjne.

2015 - Pressemøde med hollandske medier

Prins Henrik og dronning Margrethe under pressemødet med den hollandske presse på Fredensborg Slot i 2015. (© DR)

​Under et pressemøde med den hollandske presse, der bar præg af, at København i weekenden forinden var blevet ramt af et terrorangreb, blev prinsen spurgt til sin status som prinsgemal og ikke konge

Herefter gav prins Henrik flere historiske eksempler på andre lande, hvor de godt kunne gøre dronningers ægtemænd til konger.

2017 - Prins Henrik vil ikke begraves med dronningen

Prins Henrik vil ikke begraves med dronning Margrethe. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

I går meddelte kongehuset så, at prins Henrik ikke vil begraves med dronning Margrethe. Flere eksperter kalder udmeldingen for historisk og en ultimativ beslutning.

- Det er stort og ultimativt, fordi det handler om døden. Det er så definitivt. Man kan ikke komme tilbage og sige, "det mente jeg ikke, og jeg vil godt alligevel." Det er ret voldsomt, siger Anette Kokholm, udgiverdirektør i Aller Media og DR's Kongehusekspert.

Hofhistorikeren Sebastian Olden-Jørgensen kalder prins Henriks beslutning for demonstrativ.

- Det er jo faktisk et brud med den loyalitet, han indtil videre har opretholdt overfor dynastiet og den rolle, han giftede sig ind i for 50 år siden. Det er meget stærkt.