Sundhedsminister lægger sig fladt ned i sag om lange ventetider på demens-udredning: Det er dybt utilfredsstillende

Sophie Løhde (V) kigger mod de praktiserende læger, når der skal findes en løsning på lang ventetid på udredning.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil ikke svare på, om der kommer en ny handlingsplan om demens, når den nuværende udløber ved årsskiftet. (Foto: © Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix - bearbejdet af Morten Fogde Christensen DR Nyheder)

Det var en stolt Sophie Løhde (V), der for otte år siden som sundhedsminister stod i spidsen for en stor politisk handlingsplan, der skulle forbedre forholdene for mennesker med demens og deres pårørende.

- Jeg var stolt over, at vi leverede den største handlingsplan på området og satte nogle megaambitiøse mål, fortæller Sophie Løhde, der også i dag er sundhedsminister.

- Det er et område, der rammer mig lige i hjertet. Mennesker med demens har i alt for mange år været klemt og glemt og har ikke fået den fornødne politiske opmærksomhed, som jeg synes, at de skal have.

Handlingsplanen for demens udløber ved årsskiftet, og når ministeren ser på, hvordan det så er gået med målene omkring ventetider på at blive udredt for demens, blegner stoltheden.

- Det er på ingen måde tilfredsstillende, at vi anno 2024 kan se ind i en situation, hvor der er mennesker med demens og deres pårørende, der har forfærdelige udsigter i forhold til, hvor lang tid de skal vente på at kunne komme til et udredningsforløb, siger hun.

På kortet her kan du se, hvor lang ventetid der er på udredning i dit område. Artiklen fortsætter under kortet:

80 procent venter mere end tre måneder

I handlingsplanen blev der blandt andet sat et mål om og god og hurtig udredning inden 2025. Den sundhedsfaglige standard på området er, at 80 procent af alle mennesker med demens skal være udredt inden for tre måneder.

Men de nyeste tal fra 2023 viser, at det kun er 18 procent der bliver udredt inden for tre måneder. Og det er kun 6 ud af 24 klinikker og sygehuse, der kan tilbyde den første undersøgelse for demens inden for 30 dage. Det sker, selvom patienterne har ret til at starte et udredningsforløb op inden for 30 dage.

- Det er dybt utilfredsstillende for de mennesker, det her handler om, siger Sophie Løhde.

Vi har snakket med en pårørende til en dement, som har ventet på en udredning i 17 måneder. Hvad vil du som minister sige til de pårørende, som venter så længe?

- Det er jo forfærdeligt for de mennesker, som det her handler om, og deres pårørende at skulle vente så længe på og kunne komme til og se, at ens kære også kan få en udredning i vores sundhedsvæsen. Derfor er det også vigtigt, at vi sørger for at sætte fokus på, at vi skal have nedbragt de alt for lange ventetider. Jeg erkender fuldstændig blankt, at de er gået den forkerte vej.

Hvis ansvar er det, at så mange mennesker ikke bliver udredt inden de her 90 dage?

- Regionerne har ansvaret med at sikre, at vi kan sørge for at få mennesker med demens udredt til tiden, og dermed jo også sørge for at deres pårørende ikke bare kigger ind i en situation, hvor man oplever, at man bare bliver sat på hold og bare skal vente, vente og vente.

- Men vi har selvfølgelig også et politisk ansvar her fra Christiansborg i forhold til at sikre, at der også er de økonomiske rammer til rådighed for, at regionerne også kan investere i at nedbringe de alt for lange ventetider på demensudredning, siger hun og fortæller, at der er øremørket ekstra midler til området.

Sophie Løhde peger på, at coronanedlukningen og sygeplejerske-konflikten er medvirkende årsager til, at ventetiderne på at blive udredt forsat er for lange for de fleste.

Udover penge fortæller ministeren, at regeringen taler med regionerne om at bringe de praktiserende læger i spil for at få ventetiderne på udredning ned.

- Vi skal afsøge mulighederne for, at også de almen praktiserende læger skal spille en rolle ift. til de alt for lange ventetider til udredning.

- Vi skal have de her ventetider nedbragt. Men jeg vil også være ærlig og sige, at det ikke sker fra den ene dag til den anden.

Demenshandlingsplanen udløber i 2025. Kommer der en ny plan med nye mål?

- Jeg kommer ikke til at slippe fokus på demensområdet. Det er noget, jeg er meget optaget af. Det er et område, der ligger mit hjerte meget nært, og jeg synes, at det er vigtigt, at vi fortsat sikrer, at vi investerer i området og har fokus på de steder, hvor vi fortsat har store problemer med for lange ventetider, siger Sophie Løhde.

- Vi skal sørge for politisk at sætte ind, så det kommer bestemt ikke til at stoppe her.

Men kommer der en ny plan?

- Der kommer i hvert fald til fortsat at være et stort fokus på demensområdet fra regeringens side.

Hvis du vil vide mere om, hvilke demenssymptomer du skal være opmærksom på, og hvordan diagnosen stilles – så lyt med i programmet Lægens bord i DR Lyd.