De første bøder for at samles over 10 i det fri er uddelt: Unge straffet for møde i parkeringshus

En gruppe unge i Kolding ville ikke splitte op og fik bøder for at sidde i et p-hus.

På grund af fare for coronasmitte er befolkningen blevet bedt om så vidt muligt at holde sig indendøre. Forsamlinger på mere end 10 personer er forbudt. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

På grund af fare for coronasmitte er det ulovligt at mødes i grupper på over 10 personer lige nu. Også selvom det foregår i den friske luft i et parkeringshus.

Det fik en gruppe unge i Kolding at mærke, da Sydøstjyllands Politi i weekenden kom forbi og mødte en forsamling på 14-15 personer.

- Vi får en anmeldelse om, at der er musik og støj fra et parkeringshus i Kolding. Så vi kører derned og kan konstatere, at der en del unge mennesker forsamlet, siger vicepolitiinspektør Søren Frederiksen fra Sydøstjyllands Politi.

Han fortæller, at man i første omgang forsøgte at tale med de unge.

- Vi forsøgte med dialog inden, om ikke de kunne lovliggøre forsamlingen ved at være 10 eller færre. De ønskede ikke at sprede sig, så derfor blev de sigtet, siger Søren Frederiksen.

'Mødtes efter aftale'

Nogle af de unge nåede dog at stikke af, så i alt fik 11 personer bøder. Bødetaksten er på 1.500 kroner per person.

Med det nuværende forsamlingsforbud for at mindske coronasmitte er det ulovligt at deltage i både indendørs og udendørs aktiviteter eller arrangementer.

Det er også ulovligt tilfældigt at mødes flere end 10 personer sammen i det offentlige rum.

I Kolding vurderede politiet, at de unge menneskers møde var planlagt. Også selvom mødet foregik udendørs.

- Vi vurderer, at de her unge mennesker mødes efter aftale og altså havde planlagt arrangementet, siger vicepolitiinspektør Søren Frederiksen.

Fem fik bøder i Haderslev

Også politiet i Sønderjylland har haft bødeblokken fremme, fordi en større gruppe var sammen udenfor.

Det skete i slutningen af sidste uge, hvor 15-20 personer opholdt sig i et grønt område i Varbergparken. Politiet fik sigtet fem personer i den store gruppe, fremgår det af en pressemeddelelse fra politikredsen.

Politidirektøren i Syd- og Sønderjyllands Politi, Jørgen Meyer, fortalte på det tidspunkt også, at man fik flere henvendelser i politikredsen om både for mange unge mennesker samlet på et sted, men at de fleste tilfælde har kunnet løses med dialog.

Netop dialog førte til, at politiet i god ro og orden opløste en gruppe på 50 unge, der lørdag var samlet i boligområdet Motalavej i Korsør i det gode vejr.

En 17-årig blev dog sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og maskeringsforbuddet, da han gik frem mod en politimand, hostede ham i hovedet og bagefter forsøgte at dække sig ansigt til.

To døgn efter det nye forsamlingsforbud var Rigspolitiet ude og advare om, at man ville hive bødeblokken frem.

- Nu er tilvænningsperioden overstået. Loven gælder, og den vil blive håndhævet på sædvanlig vis, lød rigspolitichef Thorkild Fogde på et pressemøde.

Tal for Rigspolitiet viser, at man frem til weekenden samlet set har givet påbud eller sigtet 117 personer eller virksomheder for at overtræde coronaforbuddene.

Der har primært været tale om bøder til butikker, der holdt åbent uden tilladelse, og som havde besøgende. I både Aarhus og København har vandepibecaféer fået bøder for at holde åbent. Deres gæster fik også bøde for at forsamle sig.

Vi kan allesammen være med til at redde liv, hvis vi holder afstand til hinanden under coronakrisen. Verden lukker ned, og vi skal blive hjemme. Men hvorfor er det så vigtigt, vi holder afstand til andre mennesker? Få svaret i videoen her: