Danskere strandet i Bangkok på anden dag: Norwegian håber at flyve dem hjem mandag

De omkring 90 passagerer skulle være fløjet fra Bangkok til København med Norwegian fredag.

Passagererne har nu fået besked på, at de kan forvente at komme hjem mandag klokken 17.50 dansk tid. (arkiv) (Foto: © JOHAN NILSSON, Scanpix)

Forvirringen vokser i Thailands hovedstad Bangkok, hvor op mod 90 passagerer håber på snart at kunne komme hjem til Danmark.

De skulle være fløjet hjem fredag klokken 16 dansk tid, men tekniske problemer gør, at flyet fortsat er på jorden.

Siden fredag har passagererne fået forskellige meldinger om, hvornår de kunne komme hjem. 170 andre passagerer fra flyet er via andre afgange eller flyselskaber kommet hjem, men tilbage sidder altså omkring 90 passagerer.

Én af dem er Magnus Juul, der har været på ferie med sin kæreste.

- Det er survival of the fittest (den stærkeste overlever, red.). Der er ingen information. Det seneste vi har fået at vide er, at vores fly er forsinket til klokken 13 dansk tid (søndag, red.), men ikke aflyst. Norwegians personale her i lufthavnen siger dog, at det ikke kommer til at flyve.

Efter DR Nyheders interview med Magnus Juul har passagerne fået besked om, at flyet nu er aflyst.

  • Mange af de danske passagerer er samlet for at dele informationer om den forsinkede rejse. (© Magnus Juul)
  • Info-møde mellem de strandede passagerer og en Norwegian-medarbejder søndag aften i Bangkok. (Foto: © Ronja Wedenborg, PRIVATFOTO)
  • Billede fra et af de info-møder mellem Norwegian og de strandede passagerer i Bangkok. (Foto: © PRIVATFOTO, Magnus Juul)
1 / 3

Fly er nu aflyst

Det norske lavprisflyselskab er kede af, at passagerer mangler information.

- Vi forsøger altid at informere, så godt vi kan. Jeg vil også beklage den store forsinkelse, og jeg har fuld forståelse for, at det skaber problemer og frustration for de involverede, men sikkerheden har altid højeste prioritet, skriver Charlotte Holmbergh Jacobsson, kommunikationschef for Norwegian og Sverige og Norge, i en mail til DR Nyheder.

Ifølge kommunikationschefen har passagerne nu fået besked om, de kan forvente at komme med flyet, der måtte aflyses grundet mekaniske problemer, mandag klokken 17.50 dansk tid - altså mere end tre dage efter de skulle være fløjet mod København.

Norwegian oplyser, at man har forsøgt at få så mange passagerer som muligt med på andre afgange.

Hjem hurtigst muligt

De resterende passagerer i Bangkok har flere rettigheder, når de flyver til EU med et europæisk luftfartsselskab.

Det fortæller Lars Arent, som er leder af Forbruger Europa, der hjælper borgere ved køb og klager og er under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Først og fremmest skal man have hjælp og information på stedet. Det vil sige indlogering og mad og drikke.

Derudover har man krav på at komme hjem med et andet fly hurtigst muligt, hvis flyet ikke kan flyve. Og sidst men ikke mindst kan man også være berettiget til kompensation. På en rejse fra Thailand til Danmark er den på 600 euro (omkring 4.500 kroner, red.)

- Man kan ikke kræve det umulige, men rettighederne skelner ikke mellem, hvilket flyselskab man kommer hjem med. Man kan godt stille krav om at komme hjem med et andet selskab eller alliance end lige præcis det, der passer bedst for Norwegian. Man skal hjem hurtigst muligt, forklarer Lars Arent.