Dansk terrortiltalt: Jeg blev hentet af Islamisk Stat ved den syriske grænse

En 24-årig mand fra Københavns Vestegn udtaler sig for første gang under sin retssag.

Den terrortiltalte, HC, udtaler sig for første gang under retssagen ved Retten i Glostrup. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

- Fra lufthavnen tog jeg en taxa til grænsen til Syrien. Efterfølgende kom jeg illegalt ind i Syrien. Jeg fik hjælp af en. Det var hans job at smugle folk ind i Syrien, siger HC.

Sådan lyder det tirsdag i retten fra den 24-årige mand, der som den første dansker nogensinde er tiltalt for at have ladet sig hverve af terrororganisationen Islamisk Stat.

Vi er på dag 10 i retssagen mod manden HC, der indtil i dag ikke har villet lade sig afhøre i sagen og hidtil har nægtet sig skyldig.

- Jeg havde fået nummeret på ham, der skulle hjælpe mig ind, af Shiraz Tariq. Han var leder af Kaldet til Islam. Jeg deltog i deres aktiviteter, fortæller HC i vidneskranken.

Han fortæller nu velvilligt om sin tur til Syrien i 2013.

- Jeg skulle mødes med en ved et supermarked tæt på grænsen. Så kom der en og hentede mig. Der var også andre, 7-8 andre. Dem kendte jeg ikke i forvejen. Vi ventede et stykke tid og så kom der en bil og hentede os. Vi gik det sidste stykke hen over grænsen til Syrien, siger HC.

Anklager Natalja Lindberg spørger HC, om dem, der hentede ham, var Islamisk Stat. Det siger HC ja til.

Tidligere i retssagen har tiltaltes søskende afgivet forklaring. Broderen til tiltalte har blandt andet forklaret, at han hentede tiltalte på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

Søsteren kunne under sin afhøring huske absolut intet, men tidligere politirapporter blev læst op i retten og hertil havde søsteren forklaret, at hendes bror HC var taget til Syrien. Tilbage i 2013 kontaktede søsteren selv politiet og PET, fordi hun var nervøs for, at broderen havde tilsluttet sig Islamisk Stat.

HC er tiltalt for at have ladet sig hverve af terrororganisationen Islamisk Stat, for at ville støtte Islamisk Stat økonomisk, for billigelse af terror og for medvirken til brandstiftelse.