Lækkede IS-dokumenter bruges nu aktivt i første sag mod dansk syrienskriger

Den 24-årige tiltalte har endnu ikke ønsket at blive afhørt om terrortiltalen.

I foråret 2016 blev flere tusinde af disse dokumenter lækket og har siden været omtalt i medier over hele verden. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Et helt særligt dokument bliver mandag middag blæst op på storskærm i retten i Glostrup.

Et A4-ark med en række kolonner, som måske skal vise sig at blive central i en række retssager.

Mandag fortæller en tysk terrorekspert om dokumentet, som nu også indgår i den første sag mod en dansk syrienskriger.

- Jeg har set dokumentet før i forbindelse med en tysk retssag. Og to tyske syrienskrigere har fortalt mig om det og sagt præcis, hvilken rækkefølge de forskellige kolonner stod, siger vidnet Guido Steinberg.

Han er en anerkendt tysk terrorekspert, der rådgiver i udenrigspolitiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål i Tyskland. Herudover har han skrevet adskillige bøger om militant islamisme.

Dokumentet er interessant, fordi Anklagemyndigheden mener, at en 24-årig terrortiltalte dansker netop har udfyldt sådan et dokument.

Dokumentet er en slags indmeldelsesblanket til terrororganisationen Islamisk Stat, som syrienskrigere fra adskillige lande menes at have udfyldt, da de tilsluttede sig IS.

I foråret 2016 blev flere tusinde af disse dokumenter lækket og har siden været omtalt i medier over hele verden.

I det dokument, som Anklagemyndigheden bruger i den konkrete sag, står den tiltaltes navn, bopæl i Danmark, uddannelsesbaggrund, telefonnummer til familie og navne på familiemedlemmer.

Den 24-årige tiltalte fra Københavns Vestegn nægter sig skyldig. Han har endnu ikke ønsket at lade sig afhøre angående terrortiltalen.

Han menes at have været i Syrien og tilslutte sig Islamisk Stat i 2013 samt at have forsøgt at rejse dertil igen i 2015.