Dansk Syrisk Forening: Forbud mod rejser til Syrien og Irak vil ramme de forkerte

Foreningens formand tror ikke på, at et forbud mod at tage i hellig krig vil bremse personer i at tage af sted. Det vil ramme de forkerte.

Ifølge forslaget skal journalister og nødhjælpsarbejdere og andre, der har et anerkendt formål i landene, fortsat have lov til at rejse ind i lande som Irak og Syrien. (Foto: © George Ourfalian, Scanpix)

Det skal være ulovligt for danske statsborgere og herboende udlændinge at tage til lande som Syrien og Irak for at kæmpe med terrororganisationer.

Blå bloks partier presser på for at få forslaget hastegennemført, så det kan træde i kraft hurtigst muligt.

Vil ramme de forkerte

Ifølge forslaget skal journalister, nødhjælpsarbejdere og andre, der har et anerkendt formål i landene, fortsat have lov til at rejse ind i lande som Irak og Syrien. De skal dog på forhånd søge om tilladelse hos de danske myndigheder.

- Det er en desperat løsning, siger formanden for Dansk Syrisk Formand, Mohammad Mahfoud.

Han frygter, at forbuddet vil ramme helt lovlydige syrere, som rejser hjem på ferie eller familiebesøg.

- Hvad hvis jeg vil rejse i løbet af to eller tre dage? Hvis min mor for eksempel bliver syg eller pludselig dør. Hvor lang tid vil det så tage mig at få den tilladelse? Det bliver meget meget kompliceret, hvis jeg skal dokumentere, hvor jeg skal ind i Syrien, og hvad jeg skal der.

Nemmere at retsforfølge

Personer, der rejser ud uden tilladelse, risikerer at blive straffet med op til seks års fængsel og automatisk miste opholdstilladelsen. De blå partier vil med forslaget gøre det nemmere at retsforfølge personer, der er taget i hellig krig.

Mohammad Mahfoud tror heller ikke, at forslaget vil forhindre radikaliserede i at tage til de berørte områder. De rejser som regel til nabolandene, hvorfra de hjælpes videre ind i krigszonen.

- De får hjælp til at komme ind og ud af Syrien. Det har de gjort i de sidste fire år. Lovforslaget vil ikke forhindre dem i det, siger Mohammad Mahfoud.