Borgerlige støttepartier kræver rejseforbud til Syrien

DF, Konservative og Liberal Alliance vil have et forbud mod at rejse fra Danmark til forskellige krigszoner vedtaget som hastesag. Men lovforslaget skal gennemarbejdes først, mener Venstre.

Ingen danske statsborgere eller herboende udlændinge er dømt eller retsforfulgt for at rejse i hellig krig. Og det er netop det, som forslaget skal gøre op med, mener Nasar Khader. (Foto: © OZAN KOSE, Scanpix)

Det skal være forbudt for danske statsborgere og udlændinge, der bor i Danmark, at tage til Syrien eller Irak for at kæmpe med terrororganisationer. Dem, der alligevel rejser ud, skal risikere at blive straffet med op til seks års fængsel og automatisk miste opholdstilladelsen.

Sådan lød et forslag, som de fire borgerlige partier fremlagde i fællesskab før valget.

De tre støttepartier er klar til at få forslaget fremsat og hastevedtaget, så det kan træde i kraft hurtigst muligt. Men Venstre maner til ro.

Forslaget haster

- Vi har en forventning om, at der kommer til at ske noget. Hvis Venstre siger, at de ikke vil alligevel, så er det klart, at det vil være et løftebrud, siger Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Konservative er også klar til at gennemføre forslaget.

- Radikaliseringer er et stort problem, som vi gerne vil gøre noget ved. Derfor mener jeg, at regeringen skal tage fat i den sag så hurtigt som muligt og få det implementeret, siger Nasar Khader, Konservative.

Også Liberal Alliance håber, at regeringen vil handle hurtigt.

- Jeg forventer, at regeringen sammen med de borgerlige partier får vedtaget det indrejseforbud til for eksempel Syrien og Nordirak, som vi stillede fælles beslutningsforslag om før valget, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Venstre er ikke klar

Søren Pind har tidligere varslet, at Venstre vil gå langt i kampen mod, at personer drager i hellig krig. Men vil ikke sige, om stramningerne skal gennemføres.

- Vi vil gerne videre i Venstre. Vi mener, at alene det at opholde sig i en terrorzone skal være ulovligt, medmindre at man har et lovligt ærinde. Sådan bliver det, hvis vi vinder valget, har han tidligere sagt i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Udlændingeordfører for Venstre fastholder i dag, at Venstre stadig mener, at der skal stramninger på området.

- Vi skal formulere et lovforslag på en måde, så det rammer de radikaliserede danskere og ikke journalister og nødhjælpsarbejdere, der gør et godt stykke arbejde i landene. Lovforslaget skal gennemarbejdes ordentligt, før det kan vedtages, siger Marcus Knuth.

Flere retsforfølgelser

Herhjemme er ingen danske statsborgere eller herboende udlændinge dømt eller retsforfulgt for at rejse i hellig krig. Og det er netop det, som forslaget skal gøre op med, mener Nasar Khader.

- Vi har været tøvende i forhold til at føre retssag mod dem, fordi man ikke har været sikker på, at man kunne vinde de her sager, siger Nasar Khader.

Bliver forslaget vedtaget, vil det være muligt at rejse en sag, hvis en person for eksempel bliver fotograferet med et flag fra Islamisk Stat i baggrunden. Simon Emil Ammitzbøll håber også, at man med beslutningsforslaget kan få rejst flere retssager.

- Der er en lang række mennesker, som man egentlig godt ved, har været dernede og lave noget, de ikke må, men man kan ikke få dem dømt. Vi vil sikre et grundlag for at få terroristerne dømt i stedet for fortsat at have en stor fare for os andre, siger han.

Journalister og nødhjælpsarbejdere og andre, der har et anerkendt formål i landene skal fortsat have lov til at rejse ind i lande som Irak og Syrien, hvis de på forhånd har søgt om tilladelse hos de danske myndigheder.