Danmark sætter AstraZeneca-vaccine på pause: Mistanke om bivirkninger med blodpropper

Én af indberetningerne omhandler et dødsfald i Danmark, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Pausen varer foreløbigt to uger. (Foto: © HENRY NICHOLLS, Scanpix)

Coronavaccinen fra AstraZeneca bliver sat på pause efter indberetninger om alvorlige tilfælde med blodpropper hos personer, der er blevet vaccineret med covid-19-vaccinen fra AstraZeneca.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen, der står for udrulningen af coronavacciner i Danmark.

Én af indberetningerne omhandler et dødsfald i Danmark.

Det kan dog, ifølge Sundhedsstyrelsen, på nuværende tidspunkt ikke konkluderes endeligt, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne.

- Vi er midt i den største og vigtigste vaccinationsudrulning i Danmarkshistorien. Og lige nu har vi brug for alle de vacciner, vi kan få. Det er derfor ikke nogen let beslutning at sætte én af vaccinerne på pause, udtaler Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

- Men netop fordi vi vaccinerer så mange, så er vi også nødt til at reagere med rettidig omhu, når der er viden om mulige alvorlige bivirkninger. Det er vi nødt til at få afklaret, før vi kan fortsætte med at bruge vaccinen fra AstraZeneca.

Sundhedsstyrelsen oplyser samtidig, at der er "god dokumentation for, at vaccinen er både sikker og effektiv".

- Men både vi og Lægemiddelstyrelsen er nødt til at reagere på rapporter om mulige alvorlige bivirkninger, både fra Danmark og andre europæiske lande, udtaler Søren Brostrøm.

Om bivirkninger

  • Personer, der er blevet vaccineret med AstraZeneca-vaccinen inden for de seneste to uger - og som oplever symptomer gennem mere end tre dage - opfordres til at gå til egen læge.

  • Derudover opfordres man til at kontakte egen læge, hvis der i løbet af to uger efter vaccinen opstår nye symptomer, efter at eventuelt almindeligt kendte og forbigående symptomer i løbet af de første dage efter vaccinationen er forsvundet.

Pause i to uger

Pausen varer indtil videre i to uger, hvorefter Sundhedsstyrelsen sammen med Lægemiddelstyrelsen vil lave en ny vurdering.

Styrelsen har her til morgen kontaktet de vaccineansvarlige i regionerne og bedt dem om at indstille vaccinationerne med vaccinen fra den britisk-svenske vaccineproducent.

Flere andre lande har ligeledes indstillet brugen af AstraZeneca-vaccinen, herunder Estland, Letland, Luxembourg og Litauen, mens sagen bliver undersøgt nærmere af de europæiske lægemiddelmyndigheder.

Ifølge det europæiske lægemiddelagentur, EMA, er der frem til 9. marts blevet indberettet 22 tilfælde med blodpropper hos de omkring tre millioner personer, der er blevet vaccineret med AstraZeneca-vacciner i EU.

Lægemiddelstyrelsen: Sammenhæng endnu ikke påvist

Herhjemme blev AstraZeneca-vaccinen i første omgang tilbudt til frontpersonale i social- og sundhedssektoren, da der manglede dokumentation for, hvor stor effekt vaccinen havde for ældre aldersgrupper.

Siden har de danske sundhedsmyndigheder dog vurderet, at den kunne tages i brug til alle over 18 år, hvilket gav mulighed for at sætte gang i flere vaccinationsforløb.

I alt har 142.102 danskere fået første stik med AstraZeneca-vaccinen, hvilket svarer til en fjerdedel af dem, der er blevet førstegangsvaccineret med en coronavaccine i Danmark.

Enhedschef Tanja Erichsen fra Lægemiddelstyrelsen opfordrer til, at man tager det roligt, hvis man er blevet vaccineret med AstraZenecas vaccine.

- Jeg forstår godt, hvis man bliver bekymret, men man skal huske på, at der endnu ikke er påvist en sammenhæng mellem vaccinerne fra AstraZeneca og tilfældene af blodpropper. Det er det, vi nu vil undersøge, udtaler hun i en pressemeddelelse.

Vaccinationsplaner forsinkes

Nu hvor vaccinen bliver sat på pause, vil dem, der har tid til første vaccination med en AstraZeneca-vaccine, indtil videre ikke vil blive vaccineret.

Heller ikke, hvis de allerede har fået første stik af en vaccine.

Alle bookede tider og invitationer til vaccination med vaccinen fra AstraZeneca aflyses derfor i første omgang, mens tider til øvrige vaccinetyper opretholdes.

Planerne for, hvornår vi hver især kan forvente at blive vaccineret, er sideløbende med dagens udmelding om AstraZeneca blevet opdateret i en ny version, hvor vaccinen fra AstraZeneca er taget helt ud.

Hvis det kommer til at blive udfaldet, er prognosen, at alle borgere i Danmark først kan være tilbudt første skud af en vaccine senest i uge 28 og være færdigvaccineret fire uger senere - altså i midten af august.

Hvis brugen af AstraZeneca bliver genoptaget, vil vaccinationskalenderen blive opdateret igen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) ærgrer sig over sagen.

- Selvfølgelig er det med ærgrelse, at vi modtager de erfaringer og denne nyhed, for vi er så utroligt afhængige af at blive vaccineret alle sammen, siger Mette Frederiksen til pressen ved et besøg på Herlev Hospital.

Opdatering: I første version af artiklen fremgik det ikke tydeligt, at det er en mistanke om bivirkninger, der er årsag til pausen. Derfor er rubrikken ændret.